"Jeg har det fremragende, men det har min krop, ikke altid!"  - sagde jeg idag til 2 medpatienter, dvs. et ægtepar, som sad i venteposition med mig på pacemaker-klinikken i Roskilde.

Svaret faldt i god jord, og jeg fortalte dem, hvordan det i min tidlige ungdom var gået op for mig, at vor krop kun er et midlertidigt opholdssted, som vi en dag bevidst skal forlade.

Jeg fortalte dem om min samtale med morfar for 67 år siden, som jeg husker nærmest ordret, da jeg spurgte ham om, hvad der sker med et troende menneske, som dør?  Morfar henviste til 2. Kor. 5:8 og sagde blot:  "Borte fra legemet, hjemme hos Herren!" men lagde til:  "Det er da så enkelt, at et barn kan forstå det!"  Jeg var kun et barn og forstod.

Nævnte ægtepar lyttede endnu mere, da jeg vidnede om min "barnetro", dvs. den frelsende tro på  Kristus. Men nu var det blevet ægteparrets tur til samtale med lægen, og jeg var da nr. 2 i køen.

Jeg kom ihu Joh. 4:14:  "Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, skal aldrig i evighed tørste, men det vand, jeg vil give ham, bliver i ham en kilde med vand, som vælder frem til evigt liv!" (norsk ovs. )

Hvor forunderligt.  Tænk at være en omkring vandrende "kilde", der formidler evigt liv til andre.   Der står jo, at denne iboende kilde vælder frem til evigt liv! Har du tænkt over det?  Vi, som har fået evigt liv i os ved troen på Kristus som vor Frelser, skal formidle evigt liv til andre.

Ja, vi skal være sprudlende "vandhaner" m. et godt vandtryk, der blot skal  "drejes på", så frisk vand med kraft kan fosse ud til de tørstende.

Er det dig og mig? Eller er  "vandhanen" i os rustet fast m. verdslig rust og kan ikke afgive vand?  Du forstår sikkert billedsproget.  Tørstige sjæle omkring os venter på at møde et levende Kristus-fyldt kildevæld.

Tusind, tusind dyre sjæle
farer vildsomt hid og did,
sig dem blot et ord om Jesus,
medens det endnu er tid!"
(Lina Sandell)

9.10.19 - jn