"Det taler vi ikke om!" Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 15. september 2019 02:26

"Det taler vi ikke om!"

En dag var jeg til et frokostsamvær med en håndfuld gamle skolekammerater fra barndommens skole på Amager.  Vi fremstod nu i en anderledes afpillet udgave end dengang vi udfoldede os i konkurrence-idræt helt tilbage i 50´erne.  Meget var sket i mellemtiden, og adskillige lever ikke mere - nogle havde endda selv skilt sig af med livet.

Da jeg spagfærdigt spurgte dem, om de ikke nu, hvor vi  kører på lånt tid, kan samtale om livets afslutning, var svaret enstemmigt et rungende nej.  "Det taler vi ikke om!"  Men de var blot som folk er flest.  Døden er ikke spor "naturlig", som nogle trodsigt påstår, men en naturstridig fjende.

Det er den også for mig, men pga. Kristus besejret for evigt.  Jeg har tit været på hospitalet, hvis personale jeg beundrer, og her har jeg ofte prøvet at samtale med medpatienter om "livets korthed, dødens vished og evighedens længde", men heller ikke dér er emnet "comme il faut".  Det taler hverken patienter el. sundhedspersonale om. Men da jeg til min hjertekirurg på Rigshospitalet sagde:  "Hvis operationen mislykkes, betyder det kun, at jeg har skiftet adresse" - lo han så hjerteligt og imødekommende og udbrød:  "Det må være herligt at være så afklaret!"

Troen på Jesus Kristus har givet mig et glad charter at tage med på rejser.  Engang på Bispebjerg Hospital blev jeg bogstaveligt smidt ud, fordi jeg læste evangeliet højt for en troende, dødsmærket ven.  Det klagede en medpatient over og hentede en afdelingssygeplejerske, som vredt bad mig forlade hospitalet, hvad jeg set i bagspejlet nok ikke skulle have gjort.

En gang imellem kan jeg tænke:  "Er mine medmennesker da helt forrykte, siden de ikke vil tale om det for os alle uundgåelige, nemlig t til evighedens alvor!"  De er alle medlemmer af folkekirken og abonnerer formelt på vor fælles kristne trosbekendelse, men alligevel siger mange:  "Vi tror ikke på noget!"  Men sådan ville jeg nok selv sige, hvis ikke den afgud, der hedder fodbold (og som jeg stadig kan fascineres af), blev skiftet ud med Ham, der er vejen, sandheden og livet. Og som ikke kan gradbøjes.

Det har jeg lyst til at dele med dig i vedhæftede salme, som jeg har kaldt "Kristus, min dødsnats morgenrøde."

15.9.19