Jo ældre jeg bliver, og jo tættere jeg er på livets afslutning, jo mere bevidst bliver jeg om, hvad der ene og alene holder ind for evigheden, nemlig Kristi død for mine synder. Sådan har nok enhver ærlig "seniorkristen" det.  Men også i mine yngre dage har jeg været tæt på evigheden og vidste i sådanne alvorsøjeblikke, hvad der holder, og hvad der ikke holder.

Jeg fryser altid næsten til is, når jeg hører religiøse mennesker, som gerne vil regnes for kristne, tale om deres "fromme" begrundelser for at møde Gud.  De kan tale om deres "fadervor",  kirkegang o.lign.  Det smager lidt af den religiøsitet, som slægten på min mors side excellerede i.

Anderledes var det med min kære morfar, som på sit dødsleje citerede en linje fra Brorsons vidunderlige salme, "Hvo vil mig anklage...".  Den lyder sådan:  "Hvo vil mig fordømme?  Jesu blodestrømme sænker jeg mig i..."

Nu hvor jeg måske selv nærmer mig jordelivets afslutning, synger jeg i mere end een forstand med på den salme (512 i Salmebogen).  Bibelen åbnede sig først for alvor for mig, da jeg så, at frelsen ved Kristi blod er Bibelens røde tråd.  I flere dage har jeg dvælet ved omtalen af "sonedækket" (norsk:  nådestolen) på pagtens ark, der blev bestænket med blod.  Da tænker jeg ikke blot på morfar, men også på den gudsbenådede, norske pastor Wisløff, som i en vidunderlig sang synger:

Jeg var fortabt og så ingen vej,
da så jeg blodet, ja blodet!
Da ingen magt kunne frelse mig,
da frelste blodet!
Da fik jeg kaste min byrde af,
da fik jeg svømme i nådens hav,
tak være blodet, ja blodet!
Intet vil gøre dit vidnesbyrd så veltalende, som når dets røde tråd og livsnerve er Kristi dyrebare blod! (1. Pet. 1:19)

11.3.19 - jn