"Vi skal nok passe godt på hende", sagde den sygeplejerske,  der redte op til min kone på 8. etage .  Med dette sygeplejerskesmil i ryggen sagde jeg "På gensyn" og satte mig en times tid  i Cafeteriet og havde en opbyggelig samtale med en af vore iranske venner, som også var mødt kærligt op og nu ventede på sin mand.

Og så ellers bare hjem til det tomme hus.  Der var læ på terrassen,  mit ensomme bederum, som idag blev en af de nødvendige "dommedage", som apostlen Peter siger gælder alle troende, ham selv inklusive. Ja, det er befriende at tænke på, at han tager sig selv med.  1. Pet.4:17.

Jeg græmmede mig nedbøjet over mine synder, men ikke uden for 1. Joh. 1:9´s rækkevidde.  Sund selvransagelse behøver vi, og det gjaldt åbenbart også Peter. Mobilen ringede.  "Det gik så godt", lød min elskedes stemme.  "Der skulle ikke engang bruges cement!"  Den  kunstige hofte var blevet hamret på plads direkte.  "Lav dig nu en god kop kaffe", sagde hun.

Da blev min nedbøjethed i mol til taksigelse i dur.  Denne ufortjente nåde fik mig til at smile selvironisk.  "Dommedag" i vort liv er med mellemrum nødvendig.  Ingen kristen under Herrens tugt går fri.  Men det er aldrig en fordømmelsens dag.  Og i dette tilfælde fulgte en oplevelse af Herrens smilende ansigt fuld af nåde og barmhjertighed mod min lidende kone.

Jeg ringede til vor dansk/norske svigersøn, som frydede sig.  "Er der ikke noget med, at du i din militærtjeneste var sygevogter i Tyskland?" -  "Jo, det hedder nu sygepasser, og det var på Garnisonssygehuset i Itzehoe i Schleswig-Holstein."  Den tid mindes jeg som den lykkeligste ungdomstid i mit liv, ja lykkeligere end min tid i USA.  Dernede lod jeg mig døbe (jeg var nemlig ikke engang barnedøbt), så jeg er egentlig tysk baptist med tysk grundighed og orden.  Jeg har senere talt i deres nydelige baptistkirke.

Nu skal jeg igen være sygepasser.  Ikke for syge soldater, men for en elsket kone, som gennem livet ofte har været en kærlig og omsorgsfuld sygepasser for mig.  Jeg kommer aldrig til at yde hende den gengæld, hun fortjener. "Hendes mand lovpriser hende!"  (Ord. 3l:28, eng. ovs.)

7.3.19 - jn