"Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i Helligdommen..." Hebr. 10:19.

I mine unge år sad jeg en tid ved fødderne af den dansk-norsk talende forkynder, Th. Mundus, som jeg mindes som den mand af alle forkyndere, som især lærte mig at værdsætte Bibelen som Guds ord.

Ved en grundig gennemgang af Hebræerbrevet lærte han os, at Hebr. 10:19 var hovedordet i dette forunderlige brev, hvis forfatter ikke er kendt, men som mange (inkl. Mundus) mente, var apostlen Paulus.

Lige det og de efterfølgende ord (fra Hebr. 10:19) betyder meget for mig, især nu som ældre.  Ja, dette med at "gå ind ved Jesu blod" dvæler jeg så at sige dagligt ved som det klippefaste grundlag for frimodigt at gå ind (el. "træde nær", som der ordret står i v. 22) i Herrens velsignede nærhed.

Bønnens tjeneste sker derfor ikke på grundlag af egne, åndelige "kvalifikationer", men  pga. Jesu blod alene. "Helligånden vidner for os herom!"  (v. 15), og Han gør det igen og igen og står os bi med sit "Lad os!", som gentages adskillige gange i Hebr.br. istedet for lovens "du skal!"

Vi går hver dag på dette forløsende grundlag ind i Helligdommen, dvs. ind i Hans nærhed.  Hvorfor?  Blot for at være dér, dvæle dér i fortrolighed, blive styrket og undervist af "Teologen over alle teologer", den gode Helligånd.  Ja, dér findes intet bedre "værested" for et frelst menneske.

Men vi går ind for atter at gå ud!  Herrens apostle skulle først være hos Ham - og give sig god tid til det! - "for  (det var hensigten!) at gå ud for Ham!  Se Mk. 3:14.  Det er stadig princippet idag.

Midt i al den kristelige og menneskecentrerede rastløshed, er det velgørende at møde nogle af "de stille i landet" (Sl. 35:20), der bærer præg af at have været i Herrens forvandlende nærhed.  De behøver ikke at tale højrøstet om det, ivrigt gestikulerende med oprakte hænder.  Det ses på dem!  "Det kommer fra Åndens Herre!"  (2. Kor. 3:18)

24.10.18 - jn