Ikke ofte er en afdød popstjerne blevet hyldet som Kim Larsen siden han d. 30.9.18 gik ind i en bevidst og reflekterende evighed.  På jorden har han næsten helgenstatus med mindekoncerter, mindeoptog,

mindeudsendelser, og i Vordingborg ønskes en mindestatue.  Flere har nok samme ønske.  Dyrkelsen af denne nationalhelt har også fået religiøse dimensioner, for ifg. tekstnyhederne vil en præst i blasfemisk iver 2 gange  "prædike Kim Larsen" - sådan som vi andre prædiker Kristus.

Jeg skal ikke forklejne hans talent, men hans udstråling og auraen omkring ham er ufattelig hovmodig.  Det er selvfølgelig, fordi jeg er "forstokket" for at bruge det prædikat vor statsminister giver os enfoldige troende, der går imod tidsånden, både den homoseksuelle tidsånd og den ånd, Kim Larsen repræsenterede, og som i disse dage krampagtigt genoplives med højeste decibel af middelmådige kunstnere.

Jeg sad engang i en stue i England sammen med afdøde prædikant Denis Clark fra Sydafrika .  På TV-skærmen optrådte popsangere.  "Prøv engang at lægge mærke til deres øjne", sagde Denis.  Vi så ind i døde  øjne, ganske som Skriften siger:  "Deres ansigtsudtryk vidner imod dem" - og det samme kunne man sige om Kim Larsens meget udtryksfulde, men hovmodige åsyn.

Men den larmende, poppede tidsånd trives også i mange frikirker.  "Måske skulle jeg besøge jeres kirke en dag", sagde jeg til en  jævnaldrende ex-missionær, som jeg netop traf ved et bord hos "Starbucks" i Næstved.  "Du ville nok ikke kunne holde det ud", sukkede han og hentydede selvfølgelig til hans kirkes øredøvende larm.

Det er tragisk, når troende mennesker (af den gamle skole) skal advare andre troende mod at besøge deres moderne kirke pga. larmen.  Men dér befinder vi os rent kirkeligt.  "Kirken er blevet til en missionsmark istedet for en missionsmagt", sagde Billy Graham, og derfor har vi ikke noget åndsbåret modspil overfor Kim Larsen-genren som åndsmagt.

Eller har vi?

8.10.18 - jn