Om at "falde fra" Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 24. Juli 2018 03:09



Der findes en udbredt opfattelse gående ud på, at et menneske, der har oplevet det store under at blive født påny og beseglet med Helligånden, kan "falde fra" (som det hedder) og igen blive en ikke-kristen el. en forhenværende kristen og gå fortabt.

Det tror jeg ikke, Bibelen lærer.  En færøsk ven sagde engang til mig:  "Du kan da nok forstå, at et menneske, der er født af Gud, kan ikke pludselig være ikke-født!"  Men det er, hvad man i visse kristne kredse lærer med henvisning til eksempler på venner i flokken, der engang var  "med", ja endda ivrigt med, og som alligevel faldt fra og nu er "ude i verden".

Og så nævnes bibelssteder om "frafald", og de findes vitterligt.  Her omtales endda mennesker, som var tæt på Guds rige og regnedes for at tilhøre Herren, men de var reelt kun "tæt på" og intet mere.  Det er som apostlen Johannes siger:  "De er udgået fra os, men de hørte ikke til os, thi havde de hørt til os, var de blevet hos os!"  (1. Joh. 2:19).

Men en kristen kan "falde fra" - dvs. fra troens lærdomme (1. Tim. 4:1).  Det sker på mange måder, bag hvilke står "forførende ånder og dæmoner".  Det sker ikke kun ved utugt (men også det!), men ved "uskyldigt" forførende verdslighed, der martrer Guds folk som en svøbe og gør det til en moderne  Korinter-menighed .  (Lykkeligvis omvendte den sig i dyb anger fra dens frafald og opblæsthed, se 2. Kor. 7:8-11).

"Vi forfølges, men I forføres!" har en kristen, kinesisk leder sagt til en trosfælle fra den vestlige verden.  Hvem af os kan sige os fri?  Kan du?

Men intet sandt, genfødt Guds barn vil ophøre med at være et Guds barn. Vi kan "fare vild som det tabte får"  (Sl. 119:176), men vil ikke kunne løbe bort fra Herren.  Djævelen vil ikke komme til at sige til Ham:  "Ha, han var engang din, men jeg fik ham alligevel til sidst!"

Jeg er for længst blevet for gammel til trættekær at "dogmatisere" eller polemisere overfor dig, men jeg taler ud fra egen erfaring og kan sige som i Sl. 73:23:  "Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre!"  Ja, jeg sætter en tyk streg under  det lille ord "dog".

24.7.18 - jn