Ordene er fra St. St. Blichers "Trækfuglene".  De 2 første vers lyder sådan:

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
og haver andensteds hjemme.
   
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
på gennemrejse jeg synger.

Digtet savner dog et klart Kristus-vidnesbyrd, for vi kan kun tale frimodigt om vor jordiske "gennemrejse"  i forb. m. troen på Kristus.  Dertil bekendte jeg mig overfor overkirurgen på Rigshospitalet, som smilende udbrød (helt tilbage i 2013):  "Det må være herligt at være så afklaret!"

"Jeg hader at tænke på det", sagde en vidtberejst, pensioneret flådeofficer til mig engang i San Diego, da jeg spurgte ind til hans uundgåelige allersidste rejse.  Jeg kan forstå, at verdslige mennesker siger sådan, men jeg forstår ikke, at ældre, troende mennesker kan sige det samme uden samme fortrolighed m. evigheden som fx apostlen Paulus.

Men nogle kan, Gud ske lov.  Det har Brorson brugt en hel lovprisningssalme på i "Guds Søn har gjort mig fri...  (DDS 514).  Et vers begynder sådan:  "Mit hjerte i mig ler, når jeg min grav beser..."  Salmen har vist fået bedre indgang i Norge end her (som tilfældet er med mange andre af hans salmer).  Men prøv dog at synge den idag med mig (melodien kan let slås op på Google).

For vi lever jo ret beset i evigheden allerede nu, alt imedens vi hører stueuret slå!  Med "vi" mener jeg Kristi genfødte efterfølgere!  O, hvilket velsignet paradoks!

I sandhed, det nye, "transcendente"  liv i Kristus har mange grænseoverskridende paradokser, som hverken den religiøse eller sekulære verden kender!

18.7.18 - jn