Atom- og brintbomben stillet i bero - men hvor længe? Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 18. juni 2018 06:02


Jeg var ikke 15 år, da jeg som nyomvendt og åndelig baby, hørte Th. Mundus, den tids kendte navn i DK/Norge med stort lys over det profetiske ord, ved en serie møder i min morfars missionshus på Nørrebro i 1951 tale ud fra Bibelen om "de sidste ting" før Herrens komme.  Det var reelt min første bibelundervisning, som jeg begærligt slugte. Th.M. var i sandhed sendt på min vej

En aften talte Mundus om atombomben og sagde bl.a.:  "Nu har de opdaget universets hemmelighed!" og han gav en populær fremstilling af  dette kernevåben.  Han mente, det ville være utænkeligt, at det ikke kom i brug.  "Jeg har hidtil aldrig kunnet forstå, hvordan den store by, Babylon i Åb. 18, på blot een time kunne lægges øde, men det kan jeg nu", sagde han.

Johny Noer er i virkeligheden på sine web-sider inde på det samme omkring kernevåbenets destruktive og apokalyptiske kraft, og også her går han ud fra domsafsnittene i Åbenbaringen.

Atomtruslen blev dog "sparket til hjørne", som man siger, men i 1962 under Cuba-krisen var vi på randen af en atomkrig, da J.F. Kennedy satte hårdt mod hårdt og truede Sovjetunionen militært, hvis atommissilerne ikke straks blev fjernet fra Cuba.  Det var "højt spil" og meget, meget tæt på, men "fornuften sejrede", som Krutsjov dengang sagde.

Th. Mundus følte alleredei 1951, at vi var tæt på Herrens komme, og at Antikrist sandsynligvis allerede var født.  Mundus´ intense, profetiske følelse var bibelsk nok, selvom det snart er 67 år siden.  Herren beder os stadig være årvågne og i forventning.  Dette har jo ikke noget med, hvor vi befinder os på kalenderen, men hvor vi rent åndeligt befinder os.

Eller om vi vil følge issakaritternes ex i 1. Krøn. 12:32, som "forstod sig på tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre".  Det formanes vi også til. "Det skal I gøre, fordi I véd, at tiden er inde..." (Rom. 13:11).  Timeglasset for evangeliets tid vil snart rinde ud. Men "rinder" dog endnu.

Paulus talte om "evangeliets første tider" i Fil. 4:15.  Nu kan vi tale om evangeliets sidste tider i denne åndelige midnatstime.

18.6.18 - jn