"Jeg har begået en stor synd!"  (2. Sam. 24:10)

Målt efter den begåede synds synlige konsekvenser var Davids største synd ikke, som folk vist tror, hans syndefald med den unge, gifte Batseba.  Ja, det var "ondt i Herrens øjne" (2. Sam. 11:27), men David fandt i dyb anger nåde og tilgivelse (Se Sl. 32 og 51), og den synd blev derefter ikke nævnt mere.

Mere dramatiske blev følgerne af hans trodsige folketælling på et tidspunkt, hvor han stod selvsikkert på magtens tinde med utallige, våbenføre mænd under sig.  Men hvori bestod hans trods og synd ?

I 2. Sam. 24 var det Herren, der æggede David til folketællingen, medens det i 1. Krøn. 21 er Satan, der provokerede David.  Hvordan skal denne tilsyneladende samme handling forstås?

I min 1948-Bibel henvises under 2. Sam. 24:1  til 2. Mos. 30:12, der taler om Herrens påbud ang. mandtal, som kun kunne ske med sonepenge, der var ens for fattig og rig (v.15).  Dette afskygger den soningspris, vor Frelser betalte ikke med sølv, men med sit dyrebare blod (1. Pet.1: 18-19).

Dette lod Satan hånt om, da han æggede David til folkemønstring, og det kom David til at koste dyrt, nemlig 70.000 mand, der led pestdøden.

Evangeliets budskab til os idag er, at kun fortabte syndere, der er frelst v. Kristi blod, og som ved omvendelse og tro har tilegnet sig denne frelse, tæller med hos Gud.  Men der findes mange "pæne" mennesker, der i religiøst selvbedrag er ukendte med  personlig frelsesvished gennem troen på og fortrøstningen til Kristus alene som Frelser og Forsoner.

Jo, "sonepenge" for dem er betalt på korset, men de har aldrig personligt taget imod denne frelsens gave og fået Åndens vished i hjertet, at de er blevet født påny som nye skabninger i Kristus.

Jeg talte netop med en troende præst fra Ribe.  Han turde sige, at kirken næsten aldrig taler om den personlige frelse, hvad han erkendte som en stor, åndelig nød.  O læser, vær ikke tilfreds med blot at være religiøs eller "kirkelig", men søg den personlige frelsesvished i Jesus Kristus alene.

9.6.18 - jn