Kristus-vidnesbyrdet Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 12. april 2018 08:31


"De har taget min Herre bort, og jeg véd ikke, hvor de har lagt Ham!" (Joh. 20:13)


Jeg føler mig ofte ikke-hjemme blandt mange bekendende kristne.   Jeg savner nemlig hos dem et glad, frigjort og frigørende Kristus-vidnesbyrd.  De vil nok tale om "kristendom", "kristne værdier" og kristne synspunkter, men dog uden et frisk vidnesbyrd om, hvad Kristus betyder for dem.

De er ofte mere optaget af lovens 10 bud og efterlevelsen af disse (hvad ingen af dem selvfølgelig gør) end at udstråle Kristus og fylden i Ham som en naturlig og spontan frugt af Åndens nye, sprudlende liv.  Den ægte frelsesglæde synes ikke at være til stede, og hvis der ingen glæde er, er der heller ingen kraft, "thi Herrens glæde er eders styrke"  (Neh. 8:10).

På mit genoptræningshold for hjertepatienter er der ind imellem en naturlig anledning til et vidnesbyrd om Kristus.  En af "kammeraterne", Bent, var lige pludselig død.  Jeg bemærkede i en pause:  "Vi kører alle på lånt tid, men hvis I en dag ser også min dødsannonce, skal I bare vide, at jeg da er mere levende end nogensinde!"  Det var en naturlig anledning til at vidne om glæden over at kende Kristus som min Frelser i liv og i død.
 
En kvinde på holdet sagde noget om, at hun kom i kirken, men ellers kom der ikke noget vidnesbyrd, fordi hun måske kun var kirkegænger og ikke mere.  "Jeg kender din kirke, og jeg har under kaffen prøvet at tale til andre ved bordene sådan, som jeg nu taler med jer, men ingen er interesseret."  Kristus-vidnesbyrdet mangler selv i en ev.-luthersk kirke.

"Hvordan går det med din vidne-tjeneste", spurgte ofte en spastisk syg ungdomsven, som for længst er hjemme hos Herren.  Han havde selv et ægte, selvoplevet Kristus-vidnesbyrd i øjenhøjde , og sådanne vidner udenfor de trygge kirkemure venter verden stadig på.  - 12.4.18 - jn