Er Antikrist allerede født? Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 02. april 2018 06:02


Det er der gudfrygtige mænd og kvinder, som tror, og de har min sympati. Men det troede man også for 65 år siden i mine drengeår.  Vi tror, at Antikrist ligesom Kristus  træder frem i 30-års alderen "som et lam, men taler som en drage" (Åb. 13:11), dvs. med et godt  udseende, men med "slangegift" under læberne i lighed med ethvert menneske, der har djævelen til far. (Rom. 3:13, Joh. 8:44, 1. Joh.3:10).

Også jeg siger som mine værdsatte læremestre fra min ungdom:   Jeg kan dårligt forestille mig, at der vil gå endnu 30 år, før Antikrist som "den falske profet" træder frem. Læg mærke til, at han omtales som den falske profet i Åb. (i bestemt form), ikke blot som en el. anden falsk profet.

Alligevel ønsker jeg ikke at gøre samme (forståelige) fejl som gode mænd gjorde for over 60 år siden.  Jeg véd jo ikke med sikkerhed, om de fysiske betingelser for den sataniske treenighed: djævelen, "dyret" og den falske profet allerede er til stede i min levetid.  Men de lægges i hast til rette.

Hvad vi sikkert véd er, at både "dyret" og "Antikrist" allerede har haft - og har - sine forløbere både politisk og religiøst.  Herren advarede os allerede under sin jordevandring om "falske messias´er og falske profeter" der skal gøre "store tegn og undere" (Mt. 24:24) - inkl. mange helbredelsesundere - og den dæmagogiske Hitler, som fremstod i min levetid, er ikke den sidste folkeforfører, verden har været vidne til.

Paulus talte om den åndskamp, der pågår nu mod sataniske kræfter, og hvordan vi som troende skal involvere os med et eneste sigte:  evangeliets forkyndelse, hvor apostlen selv var en "ambassadør i lænker",  hvorom han beder om bedende kristnes fællesskab.  (Ef. 6:10-20).

Paulus var på forkant med de politiske forhold, ligesom Bibelen iøvrigt er det, ikke for at gøre os til professionelle politikere, men for at vi, ligesom issakaritterne i 1. Krøn. 12:32 må kunne forstå vor tid og mission: at kende Kristus og gøre Ham kendt, ja, "gøre en evangelists gerning."  (2. Tim. 4:5).

  2.4.18 - jn