Jeg dvæler ofte skamfuldt ved apostlen Paulus.  Ikke på grund af hans teologi, som lærde professorer har skrevet tykke bind om.  Han selv var nemlig mere optaget af den praktiske efterfølgelse af evangeliets lære.  Og her er martyren Paulus nok mere "in" hos de forfulgte kristne end hos os "æggeblomme-kristne"  i Vesten.

Velfærdsstatens teologer har som regel ikke meget til overs for ham.  Og slet ikke nu, hvor homo-bryllupper er blevet en del af kirkens generøse tilbud.  Havde Paulus ikke talt radikalt imod homoseksuel praksis eller udvist større diplomatisk sans overfor fyrster som Feliks og kong Agrippa eller vist større tolerance overfor den religion, han trods alt selv kom fra,  ville han nok være mere "spiselig" og "inde i varmen". 

Han ville i sin samtid måske have gjort lynkarriere som evtl. rådgiver for diverse fyrster, og, ja hvem véd? måske for kejseren selv! Og senere få en "ordentlig"begravelse med hvad dertil hører af lovprisende mindeord istedet for som en anden "taber" efter sin henrettelse at blive skaffet af vejen som "verdens fejeskarn" for at bruge et af hans egne udtryk(1. Kor. 4:13).

Men Paulus var forlængst ved Kristi kors afgået ved døden for denne verden og al verdslig ære og så i horisonten frem til sin forening med Kristus enten ved Hans komme eller, som tilfældet viste sig at være,  ved en forsmædelig død på skafottet i Rom.

Men den Paulus tror jeg giver god mening for Kristi forfulgte blodvidner i fx det fjerne Østen.  De har anderledes praktiske forudsætninger for både at forstå og tage Paulus´ formaning alvorligt:   "Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!"  (1. Kor. 11:1).

I modsætning til os.

3.3.18 - jn