Den sidste rejse Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 20. februar 2018 06:24

Idag tages der endelig afsked med prins Henrik inden hans "sidste rejse" som det så højtideligt hedder.  Det udtryk bruger vi jo ofte i forbindelse med en kær afdøds begravelse eller bisættelse.

En nabo i San Diego, hvor jeg med min kone var gæst en gang i tre måneder, elskede at fortælle om sin mange rejser rundt omkring i verden  som  officer i  flåden.  En dag spurgte jeg ham:  "Hvad med din sidste rejse?"  Han forstod mig og sagde blot:  "Jeg hader at tænke på det!"

Sådan har nok de fleste det.  Men kan du med apostlen vidne om "fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus"  (Rom. 5:1), da vil du ikke hade at tænke på livets afslutning, men juble med den døende evangelist Dwight L. Moody:  "Jorden viger, Himlen åbner sig, dette er jo ikke at dø!"

På min fars gravsten fik jeg skrevet: "Hjemme hos Herren."  (2. Kor. 5:8).  Hvis jeg selv får en sådan sten på min grav, ville jeg gerne, der skal stå:  "Gør dig rede til at møde din Gud!"  (Am. 4:12) som en alvorshilsen til evtl. forbipasserende om, at den mødeaftale kan ikke annulleres.

Min kirurg på Rigshospitalet lo hjerteligt, da jeg sagde til ham:  "Hvis operationen går galt, vær da ikke ked af det,-  det betyder kun, at jeg har skiftet adresse!"  Han sagde:  "Det må være herligt at være så afklaret!"

Sådan kan et troende menneske se på sin sidste rejse, herligt afklaret på samme glade grundlag som hos Paulus i Romerbrevet: "ved, - dvs. på grund af - vor Herre Jesus Kristus!"  Da frygter vi ikke nogen "dommedag" ud fra Jesu ord om, at vi kommer ikke for dommen (på nogen dommedag) men er allerede nu, inden den sidste rejse begynder,  gået over fra døden til livet!  (Joh. 5:24).

Både vor Frelser og apostlen Paulus og Moody talte frimodigt herom. Kan du også det?

20.2.18 - jn