"Det har vi hørt dig sige før!" Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 28. januar 2018 12:19


Hvor ofte har jeg ikke fået de ord stukket i næsen, både af vore 2 piger og endnu oftere af min tålmodige lille kone, Solfrid, med hvem jeg netop igår fejrede 55 års bryllupsdag.

Men så var det, jeg hørte vor gamle ven, Billy Graham, som til november fylder 100 år, sige:  "Du skal aldrig være bange for at gentage dig selv.  Sæt tværtimod en ære i det!  En teolog har regnet ud, at Jesus gentog sig selv ca. 500 gange!"  Så vidt Billy Graham.

Måske sagde Billy Graham dette for også at trøste sig selv.  Man skal ikke have lyttet meget til ham, før man opdager, hvor tit han siger det samme igen og igen.  Selv siger han:  "Vi forkynder nok budskabet på forskellig måde med forskellige indfaldsvinkler og illustrationer, men evangeliet er det samme!"  -  Men ofte bruger han dog de samme illustrationer, men aldrig monotont og forslidt, men med stadig ny kraft og iver.

Men ikke mere, for nu er hans røst forstummet, men efter sigende er hans ånd lige frisk og på fuld omgangshøjde med dagens situation.

"At skrive det samme til jer igen og igen gør mig ikke træt, men slår det fast for jer" (Fil. 3:1), siger Paulus, som formaner os til at være hans efterfølgere, og som også formaner os til at "gøre
en evangelists gerning" (2. Tim. 4:5), herunder ikke at skamme sig ved at gentage sig selv.  "Igen og igen", som han selv skriver.

Apostlen Peter taler også om, hvordan i et nyt brev gentager sig selv for at vække brevets modtagere (2. Pet. 3:1) med et budskab, de allerede tidligere har hørt.

Det var Billy Graham, der trøstede mig, men det har Guds ord gjort endnu mere.  Vi skal ikke gå i "selvsving" eller forfalde til gentagne klicheer, men helst få nye tanker hver dag, men der kan en god, evangelisk gentagelse stadig ske i Åndens kraft.  Der er vist ikke tal på de gange Billy Graham har prædiket over teksten "Du må fødes påny!" med Åndens salvelse og kraft, og jeg véd om mennesker, der er blevet omvendt og frelst ved den tekst.

28.1.18 - jn