"Kunne du ikke skrive om dåben i avisen?" spurgte en afdød præsteven mig engang.  Jeg blev lidt overrasket, da han jo vidste, at jeg ikke var enig i den lutherske teologi om frelse og genfødelse  dåben.

Men  vi talte godt sammen, og hans ønske bundede nok i, at den dåbsceremoni, han som præst var ansvarlig for,  alligevel ikke "holdt vand" bibelsk set.  Han var selv søn af en præst i Herlev, som nidkært fra prædikestolen og på tomandshånd forkyndte frelse gennem personlig omvendelse og derfor fik mange forargede præstekolleger på nakken.

Jeg efterkom hans ønske, men da jeg begyndte at skrive, dæmrede det mere og mere for mig, hvilken katastrofal afstand der er mellem  dåben på aposteltiden og folkekirkens udvandede, parodiske dåbsritual.

På aposteltiden var den ikke en lovbefalet, rituel gudstjenesteordning  fremsagt ved en højtidelig døbefont med faddere,  gudmødre samt den døbtes forældre ved en religiøs "happening", hvor præsten tilspø´r den lille om den lilles tro, som andre besvarer på den lilles vegne.

På aposteltiden var dåben et offentligt drama, hvor den døbte åbent lod verden vide om sit Kristus-standpunkt med alle broer brændt bag sig uden vej tilbage.  Sådan er det fx hos muslimer og jøder, men ikke i DK, hvor dåben nærmest er en selskabsleg og nix weiter.

Kald det blot en påstand, men vi praktiserer her i vesten ikke bibelsk dåb (uanset mængden af vand) på DNT´s præmisser.

Vi kan ikke anvise faste regler for for selve dåbsformen, hvor enhver troende må følge sin samvittighed ind for Gud i lys af Bibelen, men enhver kristen kan og bør vedkende sig dåben som en åben, kompromisløs bekendelse til Jesus som medkorsfæstet, medbegravet og medopstanden  med Ham og konsekvent gå med Ham"udenfor lejren (dvs. den religiøse/verdslige lejr) og bære Hans forsmædelse.   (Hebr. 13:13).
 
For det er dér, Han er at finde!
 
16.1.18 - jn