De, der ikke tror på frelse og genfødelse i barnedåben, men er vokset op i en luthersk tradition, kan forståeligt nok spørge:  "Hvad råder du os da til som forældre til et spædbarn?"

Det spørgsmål var også aktuelt for os som nybagte forældre.  Dette ord hjalp os:  "Lad de små børn komme til mig;  dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til"  (Mt. 19:14, Mk. 10:14, Luk. 18:16).

Det er ironisk nok samme ord, kirken bruger (el. misbruger) som  grundlag for dens dåbslære.  Relevant er Spurgeons kommentar:  "Læs det, som det står, og du vil ikke finde noget vand i det ord, kun Jesus".

Jeg talte med en ligesindet færøsk ven, en højt respekteret overlæge, om det.  Han sagde: "Vi har båret vore børn til Jesus på bønnens  arme!"  Underforstået: uden nogen døbefont.  Vi fulgte hans ex.

Vi  bad også om forbøn for vore 2 må piger i en forsamling.  De kaldte det "barnevelsignelse", og det betød meget for min lille norske viv, som dog  havde luthersk baggrund.  Der var meget om Jesus den dag -  intet vand!

Nu tror du måske,  jeg er imod barnedåb. Åh nej. Der findes oprigtige kristne, som er overbevist om barnedåb, men uden nogen lære om frelse i dåben som fx metodisterne.  Jeg skændes selvsagt ikke herom.

Det vigtige er ikke selve dåbsformen, men den evangeliske sandhed, som dåben forkynder ud fra Rom. 6:4, nemlig vor forening med Kristus i Hans død, begravelse og opstandelse.

På den måde kan vi som kristne, uanset dåbssyn, bevare "Åndens enhed i fredens bånd"  og "tåle hinanden i kærlighed"  (Ef. 4:2-3, norsk ovs.).

Ja, og således fremelsker vi evangeliets fællesskab (Fil. 1:5), både til fælles opbyggelse og sjæles frelse!  Er ikke det hovedsagen?  Eller hvad? 15.1.18