Vore små piger ved sengetid Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 13. januar 2018 00:18



Da vore 2 piger var må, gennemgik vi ved sengetid en mini-katekismus, hvor jeg obligatorisk spurgte:  "Hvad er evangeliet?"


De lærte at svare:  "Evangeliet er 4 ting:  Kristus døde for vore synder, -  Han blev begravet - Han opstod på den 3. dag - og:  Han kommer igen!"


Vor "mini-katekismus" var inspireret af 1. Kor. 15:1-3, som det har været mit store, store privilegium at prædike over mere end een gang:

"Brødre, jeg vil minde jer om det evangelium, som jeg forkyndte jer, som I også tog imod, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det - ellers var det til ingen nytte, at I kom til troen.
Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg  selv modtog, at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, og at Han blev begravet, og at Han er opstået på den 3. dag, efter skrifterne.."


Som ung husker jeg, man i visse kredse talte meget om "det fulde evangelium", hvormed der mentes nogle ekstra "mærkesager", som skulle med i forkyndelsen, for at evangeliet kunne være fuldt dækkende.


I den katolske og lutherske kirke ville det "fulde" evangelium være ord om frelse i dåben, men apostlen siger ikke et ord herom i 1.Kor. 15:1-3, hvor han minder de karismatiske korintere om, hvad evangeliet er.

Andre  steder ville det "fulde" evangelium indbefatte fx legemlig helbredelse og "tegn og undere".  Paulus benægter ikke disse ting, som dog ikke nævnes, da han kortfattet vil minde om, hvad selve evangeliet går ud på.


Trods Luthers katolske dåbslære, som han ikke fik gjort op med, brændte evangeliet alligevel med ildtunger over hans liv og påvirkede alle dets områder.

I den forstand er også jeg "luthersk",  og jeg har frimodigt kunne forkynde det samme evangelium både indenfor og udenfor "lutherske" kredse, ja, selv på en katolsk skole.  Jeg har ikke fornægtet dåbens plads i den kristne husholdning, men forkastet den som frelsesmiddel. 

Som Paulus skelner jeg mellem at døbe og forkynde selve evangeliet, se 1. Kor. 1:17-18.  Den dag, dette ikke mere er parolen for mig, er jeg færdig.

13.1.18 - jn