"...som døende, dog se, vi lever!"  (2. Kor. 6:9)

Selvom min evangeliske Kristus-tro afviser katolicimens lære om en hinsides lutrende skærsild, som Luther gjorde op med for 500 år siden, tror jeg godt, man kan tale om en personlig, erfaringsmæssig skærsild.

Den kan pludselig kan ramme os som lyn fra en klar himmel - sådan som den gjorde det for mig under en fredelig spadseretur d. 7/11 på Billy Grahams 99 års dag med efterfølgende, hylende ambulancekørsel  og dygtig, mobil lægehjælp, der kæmpede med min blodprop og en ildevarslende  rytmisk hjerteforstyrrelse.

De næste 9 timer var en skærsild, men resten af det 11 dages hospitalsophold i henholdsvis Slagelse og Roskilde var et paradis. Hjertet var da blevet stabiliseret med både "stød", medicin og et par ballonudvidelser og en pacemaker i avanceret udgave, en såkaldt ICD, dobbelt så stor som standardudgaven, og som lægerne lidt muntert kaldte en "spilledåse".

Under pacemaker-operationen med lokal bedøvelse fik jeg lov at snakke, hvad jeg ivrigt benyttede mig med en norsk/dansk kirurg.  Jeg fandt ud af, at vi havde mange fælles norske referencepunkter.  På eet tidspunkt blev jeg dog bedt om at ligge helt stille og dreje hovedet mod højre.  Da fik jeg lyst til stille at synge en af mine yndlingssalmer "Gud skal al ting mage" af Brorson, men dog ganske stille for mig selv.

I virkeligheden var jeg i skærsilden og paradiset samtiig.  Det var selvransagelsens og eftertænksomhedens dage med personlig dommedag over ting i mit liv, Herren pegede på, og som Han ønskede at befri mig fra helt i overenssemmelse med hvad ordet taler herom til Guds folk.  1. Pet. 4:17.
Selv den norske dramatiker Henrik Ibsen taler om at holde dommedag over sig selv, når han skriver:

At  leve er krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv.
At digte, – det er at holde
dommedag over sig selv

Det skrev han dog som dramatiker, ikke som kristen, selvom han kunne bruge kristendommen som digterisk virkemiddel, men ellers var han mere åndsbeslægtet med gudsbespotteren Georg Brandes end nogen af Norges kristne profiler.

Jeg var også i paradiset forstået på den måde, at Bibelen, mit eneste læsestof  i den hvide hospitalsseng, fik et nyt "ansigt", hvor vor Herre Jesu Kristus ved Ånden trådte dem på en ny måde.  Dette véd jeg, andre prøvede kristne også kan vidne om, ja i endnu større grad end jeg.  Mig gav denne åbenbarelse en ny, naturlig frimodighed til at samtale med de mange medpatienter om livets korthed, dødens vished og evighedens længde og pege på Kristus som vejen, sandheden og livet og de fortabtes absolut eneste Frelser.

Den lange hospitalsgang var min eneste, lovlige "udflugtsmulighed", som jeg brugte flittigt til at tale i "åbent" enrum med Herren , typisk meget tidligt om morgenen, mens alt var stille.  Jeg har læst om andre Guds mænd, der bruger det "system" i bl.a. forbønnens tjeneste, da det ellers kniber med at holde sig vågen i knælende stilling.  Den store missionsmand, Owald J. Smith, skriver fx herom i en af sine bøger.  Hos mig på disse "ture" havde jeg altid mit lille lommetestamente i hånden og kunne ofte tage en lille pause i en behagelig stol og læse med egne øjne et ord, som jeg kendte, at Ånden mindede mig om.

En tidlig morgen var det som om Ånden stillede skarpt ind på nogle ord i Filippinerbrevet, især 1:21-25, som ikke ville slippe mig, men blev ved at komme mig smilende i møde.  Da fik jeg tro for at gribe om disse vidunderlige ord som Herrens personlige hilsen til mig, og jeg bekendte frimodigt overfor mine troende venner min stille forvisning om, at "jeg skal vedblive at leve og forblive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen" (v.25).  De mange "god bedring"-hilsener ville for mig være meningsløse, hvis mit fortsatte liv ikke har netop dette sigte til vor Frelsers ære.

"Jeg ville ønske, der var en måde, jeg kunne påskønne den gode behandling, jeg har fået", sagde jeg til den overlæge, som udskrev mig.  "Det skal du ikke,  dine skattekroner betaler min løn", smilede han, men i min verden bør der alligevel være plads til nogle lovord om den gejst og det smittende, gode humør, som både læger, sygeplejersker,  laboranter (bioteknikere), køkken-  og rengøringspersonale lagde for dagen.  Det kunne vi alle lære af.

De var i mine øjne alle små, hvide engle, og selvom de måske kun gjorde, hvad de var betalt for, var det ikke robotter, men mennesker af kød og blod med deres egne private udfordringer, som de dog holder for dem selv.  Men lidt privat snak er der altid tid til i korte øjeblikke, fx under de mange blodprøver, blodtryksmålinger, hjertediagrammer, ultralyd scanninger, temperaturmålinger,  m.m.  Dertil kom den kammeratlige kontakt med andre patienter, der var i samme båd, selvom de non-stop kørende TV-skærme kunne vanskeliggøre lødige samtaler.

En god og berigende samtalepartner  og medpatient var fx en professor i  naturvidenskab, og da jeg gjorde gældende, at jeg selv er så heldig at kende den guddommelige oprindelse til al videnskab, "i hvem alle visdommens kundskabens skatte er skjult til stede", som skrevet står (Kol.br. 2:3), fik vor samtale en ekstra, befriende dimension.  Foreløbig havde han dog valgt at være agnostiker, men lod døren stå lidt på klem for Gud.

"Er du præst?" spurgte mange mig.  Nej, ikke i professional forstand  indrømmer jeg.  Og dog alligevel på min måde, da jeg brænder for det samme evangelium, som præster forventes at brænde for.  Jeg har ingen prædikestol, intet manuskript når jeg "prædiker" og ingen ritualer, men jeg kan alligevel ikke lade være at dele spontant med mine omgivelser, hvad hjertet er fuldt af, og som "paradiset" på sygehuset gjorde endnu mere fuldt.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, Næstved