Ifølge den overleverede historiefortælling hamrede Martin Luther Allehelgensaften den 31. oktober 1517 sine 95 teser op på indgangsdøren til Slotskirken i Wittenberg, selvom nogle forskere tvivler på, at det skete lige på den måde.  Det er for så vidt ligegydigt.  De 95 teser, oprindeligt skrevet på latin,  blev straks oversat til tysk og fik bred folkelig udbredelse.

At gøre 2017 til et slags jubelår for Luther er ganske uden brod, eftersom der er for lidt reformation i de hastigt nedskrevne teser til, at de vil få nogen moderne katolske teologer til at hæve øjenbrynene eller afholde dem fra i fuld ornat til at tage del i festlighederne, som iøvrigt er på den danske finanslov.  De 95 teser var en kritik af den med afladshandelen forbundne pengegridskhed. "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærskild springer!"   Allerede på Luthers tid var der fra katolsk side rejst kraftig kritik mod den afsporede afladshandel.

Dette bør i al fairness også siges.

Anstødsstenen var afladskræmmeren og dominikanermunken Johann Tetzel, som siden 1515, med et dygtigt og demagogisk tilrettelagt korstog havde solgt de berygtede afladsbreve, der sikrede køberne fritagelse for skærsildens flammer, men som i virkeligheden var et paveligt påfund for at sikre midler til opførelse af en ny "basilika", den senere Peterskirke, og det fik bægeret til at koge over hos den endnu katolsk loyale Luther.

  Afladskampagnen blev dog forment adgang til Wittenberg, Luthers domicil, men da den alligevel var i gang ikke mange kilometer fra Wittenberg, kunne mange af Luthers egne sognebørn nemt krydse grænsen for at købe sig aflad.  Luther var rasende på sin kirkes vegne og havde til at begynde med liden anelse om, at paven, Leo X, var den korrupte ophavsmand.  Derfor ønskede han ikke at anfægte sin paves autoritet.  Han skrev på det tidspunkt med største ærbødighed til paven i et forgæves håb om hos ham at blive forstået.

Hvis vi regner opslaget af de 95 teser som del af selve reformationshistorien, er der op til dette punkt ikke noget i beretningen, som ikke også seriøse katolske ledere tager afstand fra og fordømmer som umoralsk.  Luther drog i felten mod selve afladshandelen, og hans 95 teser var i første omgang ment som et oplæg til saglig drøftelse med katolske nøgleledere med henblik på at få ryddet op i dårligdommene.  Dette vil dagens katolske kirke formentlig ikke protestere imod.

Selve  pavekirkens teologi (lære) havde Luther nemlig endnu ikke endeligt gjort op med.  Endnu i 1517  stod et åbent brud ham fjernt, da han  håbede han på en forandring (reformation) indefra.  Det læremæssige opgør kom først ved rigsdagen i Worms i 1521, hvor han den 17. april samme år udtalte de berømte ord: "Her står jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig!".  Da blev linjerne trukket så kraftigt op, at jeg tvivler på,  den katolske kirke vil kunne fejre også den dato med dens teologiske indhold eller, for den sags skyld,  gå ind for ophævelsen af den fordømmende bandbulle fra 1520 mod Luther, som stadig formelt er i kraft og formentlig stadig vil blive liggende og samle støv.

Evangeliet vil vil således i dette festår ikke blive  mere antikatolsk forkyndt i den evangelisk-lutherske folkekirke end hidtil, tværtimod er forskellene mellem katolsk og evangelisk forkyndelse med tiden  blevet kraftigt udjævnet.  Således har i disse år prominente protestantiske ledere i USA og Europa været til "konsultationer" hos paven om en genforening af de 2 kirker efter 500 års adskillelse.  Allerede i 2015 udtalte den kendte protestantiske præst Rick Warren, som iøvrigt var en af de præster, der var udtaget til offentligt at bede ved præsident Obamas indsættelse i 20.1.2009:
 
"Protestanter har selv en lang historie som kættere.  Tiden til forsoning er nu inde til en en fuld, læremæssig overgang ind i samme kirkelige fold."

Den slags milde vinde vil fortsat blæse som sød musik i Romerkirkens øren.  Protestanterne stikker dog sig selv blår i øjnene, hvis de dermed tror, at den katolske kirke vil ændre så meget som et komma i deres teologi og give køb på en eneste læresætning.  Siden Luther er der endda optaget flere dogmer, som ikke fandtes i 1517, fx dogmet om jomfru Marias himmelfart som Himlens dronning forkyndt af pave Pius XII i 1950,  men Romerkirken, som vel har verdens dygtigte diplomater, er mestre i at formulere sin goodwill så dygtigt, at man fra luthersk hold ikke mere kan få øje på nævneværdige, dogmatiske forskelle.

Eller rettere:  Forskellene er der nok på papiret, men læremæssige forskelle vejer i kærlighedens og fordragelighedens navn ikke så tungt mere.

Der kom en tiltrængt reformation ved Luther, men det var kun begyndelsen. "Semper ekklesia reformanda est"  (kirken må altid reformeres) lød det i forlængelse af det, vi kalder reformationen.  Den må fortsætte idag i Kristi kirke, hvis den som evangelisk vækkerrøst endnu skal have nogen gang på jorden.

Det tror jeg, den vil - "Jeg vil bygge min kirke", lovede jo kirkens Herre (Mt. 16:18) -  men ikke nødvendigvis  under nogen traditionel kirkelig paraply.  Jobbet vil blive gjort og, som der står, "til lov og pris for sin nådes herlighed"  (Ef. 1:6).  Ja, vi tør sige med Billy Graham, som engang på en pressekonference i Gøteborg blev bedt om at udtale sig om verdenssituationen og sagde:  "Jeg er optimist, for jeg har lige læst Johs. Åbenbaring, og det ender jo godt!"

Jørn Niesen, Næstved