I 1960 el. 61 fulgtes jeg på en rejse med en leder fra Norges "Vestlandske Indremission", Gustav Ballestad. Vi talte godt sammen.  Han var den stærke organisationsmand, men selv var jeg ikke knyttet til nogen  organisation, hvad der måske først gjorde ham lidt skeptisk.

Vi talte lidt om samarbejde ud fra samme evangeliske grundlag.  Han svarede:  "Ja, hvis vi  bare kunne  forkynde synd og nåde, men ord er ikke nok!"  Han virkede lidt heftig,  men jeg kom snart til at holde af ham.

Hans ord har fulgt mig.  Hvis "synd og nåde" i deres hellige alvor griber os, burde vi i sandhed sammen kunne virke for evangeliet.  Det kunne vi jo,  da  Billy Graham som 35-årig kom til DK i 1954 for at samarbejde med os.

En god, oprigtig ven og ex-præst besøgte os.  Han vidnede om mere vidtgående, åndelige oplevelser end lige "synd og nåde".  Det er jo den klassiske forkyndelse hos Indre Mission, mente han, hvilket jeg dog mente var en sandhed med modifikationer.  "Synd og nåde" findes  både dér og i kirken, men dog mest som knastørre, døde ord uden Åndens ild og kraft.

Den norske, meget evangeliske og benådede præst Fr. Wisløff (1902-69) gør i sin gode bog "Jeg tror på Den Hellige Ånd" op med den falske helliggørelse, der skelner mellem syndernes forladelse og besiddelse af Ånden.  Det gjorde han for over 70 år siden, men det er stadig relevant.

Påstanden går på, at det går an at eje korsets nåde, men ikke selve pinsens Ånd.  På Wisløffs tid kunne man i bestemte kredse høre bemærkningen:  "Du ejer blodet, men ikke Ånden!"

Wisløff skriver:  "På mig lyder sådanne ord ringeagtende.  Hvordan kan jeg vel eje blodet - Kristus - uden Ånden?" Nej, vel?  Hvor korsets evangelium  griber hjertet (og ej blot er et monotont ritual), kan du være sikker på, at Ånden er virksom.  Jeg er således enig med Ballestad, hvis han forstås rigtigt.  Men gør vi mon det?

26.10.17 - jn