Hvor luthersk er folkekirken? Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 20. oktober 2017 14:03


       -  Indlæg bragt i "Sjællandske" 18/10.17 -

I dette festår for Luthers berømte 95 teser i 1517 har jeg mine ærlige forbehold.  Stridens æble  var jo Luthers opgør med en pavekirke, der påberåbte sig katolsk tradition som ligeværdig med selve Bibelen,  idet han stædigt og reformatorisk forkyndte  Skriften alene ( "sola Scriptura" ) og forkastede de ubibelske tillægsdogmer,  som fx læren om skærsilden,   Maria-dyrkelsen, pavens ufejlbarlighed, helgenkåringerne, osv. osv.  Dogmerne er legio.

Er Luthers betoning af Bibelen som eneste rettesnor stadig gangbar?  Nej,  den slags "lutherdom" gælder næppe mere.  Lad mig anskueliggøre det med et eksempel, som mange måske husker:

Pastor Bent Feldbæk (Snedsted-præsten) blev  i 1993 fyret, fordi han brugte et gammelt dåbsritual, der døber spædbørnene til (og ikke  "i") Treenighedens navn. Feldbæk henviste til grundtekstens forholdsord "eis", som netop betyder "til" og ikke "i", hvad præsteretten ikke benægtede,men en sådan dåbspraksis er, omend bibelsk, så dog imod vor lovgivning og tradition, og derfor yt med en sådan "kætter".

Men andre folkekirkepræster kan, uden der sker nogeet, sige uhyrligheder som fx fornægte jomfrufødslen, Jesu legemlige opstandelse, Paulus´  apostolske myndighed,  mytologisere  Bibelen og nu ogå blåstemple homoseksualitet som sublimt udtryk for evangelisk kærlighed.

M.a.o.:  Luthers anke mod Romerkirkens favorisering af tradtionen er også idag folkekirkens  ulykke, eftersom de færreste præster bekender sig til Luthers "sola Scriptura".  At fornægte Bibelen som en sandhedens bog til fordel for tidsåndens mere spiselige alternativer, hører idag med til at være en god præst, selvom undtagelser heldigvis stadig findes.  Den fyrede Bent Feldbæk var en af dem.

Jørn Nielsen, H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved