Vor gode havemand satte sig til rette ved min kones kaffebord ude på terrassen efter en flot klipning af hækken.  "Velkommen hjem!" sagde han høfligt.  "Det blev der også sagt derovre", smilede  jeg.  "Men sig til din kone, at hun gerne må se hen til mig, så jeg har en at tale engelsk med", fortsatte jeg.  Min havemands kone, Jackie, er nemlig irsk.

Han sagde:  "Jeg kan ikke forstå, at Gud kan tillade alt det i Nevada, hvis Han virkelig findes..." -  "Nej, det kan vi andre heller ikke, men du vil jo ikke have noget med Ham at gøre alligevel."  Vor havemand, Jan, ville som så ofte før bare lufte sin tvivl om en sådan Gud.  "Det bliver aldrig anderledes med dig, sålænge du ikke vil omvende dig, men har valgt at trodse ham", forsøgte jeg at sige.  Jan véd inderst inde, at dette er sandt.

Jeg fortalte Jan om mit smukt designede "gospel card", og om den glæde, ja næsten stolthed det er at give amerikanerne det i hånden som ambassadør for Kristus.  Det er lettere derovre, jeg véd ikke hvorfor.

Amerikanerne vil altid gerne spørge til "min" kirke.  Jeg svarer, at min kirke er den forsamling, der vil mødes sø.  med os iht Mt. 18:20.  Det skal vi imorgen, hvor huset bliver fuldt hos en iransk familie.  Vi bliver både iranere og tamilere med min kone og jeg som dansk mindretal.

Måske kommer også min nyomvendte, iranske ven, Amin (34).  Da bliver det en super "bright day".

Jeg håber at få lavet et lige så fint "gospel card" på fransk, når jeg, om Gud vil, skal til Frankrig til april til et stævne på et amerikansk ejet "chateu".  En stor  udfordring, da mit franske er elendigt, men så er det godt at kunne give dem evangeliet på tryk og sige nogle tillærte brokker.

Men...det går som regel anderledes, end jeg på forhånd tror, jeg kan planlægge.  Det gjorde det ogå i USA.  Thi:  "Vinden (Ånden) blæser, hvor den vil... sådan er det med enhver, der er født af Ånden!"  (Joh. 3:8)

7.10.17 - jn