Som noget ganske enestående i verdenshistorien er Israel det eneste land, hvis fædrelandshistorie omtales i både fortid, nutid og fremtid i Bibelen.

Læs fx Rom. 9, 10 og 11 og mange andre steder.

P.t.  kan landet som  5. største militærmagt bide fra sig, men sådan bli´r det ikke ved ifg. den forudsagte (profetiske) fædrelandshistorie.

Mindre end 10 år efter 2. verdenskrig udtalte den kendte forkynder, Fjord Christensen, til en af mine norske venner angående jøderne:  "De har det værste igen!"  Dette er svært at tænke på, men F.C. var bibelsk.

Når Zakarias om Israels trængselstid profeterer, at "to tredjedele (af landet) skal udryddes og udånde, men een tredjedel skal levnes" (Zak. 13:8), ville jeg ønske, at de ord (og fx Es. 10:21-22)  ikke stod dér.

Set i dette dystre lys går Israel ifg. Guds ord en mørk tid imøde.

Men... i samme åndedræt, i mørkeste time, står der, at "Herren drager ud og strider mod disse folk ("alle folkene"), som Han fordum stred på kampens dag"  (Zak. 14:3), hvilket sker i forb.m., at "en rest skal omvende sig til Jakobs Gud, til den vældige Gud"  (Es. 10:21) - - - "så de ser hen til Ham, de har gennemstunget"  (Zak. 12:10),  de fortabtes eneste Frelser.

Vi taler i vort sprog om "de sørgelige rester" om dette og hint, men her er det den sørgende rest med bedrøvelse efter Guds sind til omvendelse og frelse (2. Kor. 7:10), der er tale om som fædrelandshistoriens højdepunkt, hvor Messias "hersker fra hav til hav, fra floden til jordens ende" (Zak. 9:10) i et kommende fredsrige med Israel som eneste "supermagt".

Luftkasteller og fantasterier?  Ja, det vil verden selvsagt sige, men sidste kapitel af "fædrelandshistorien" er endnu ikke skrevet, men det bli´r det, "for sine nådegaver og sit kald (til Israel) fortryder Gud ikke" (Ro. 11:29).

Hvilket incitament til at ranke ryggen og forkynde evangeliet "til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid"  (1. Tim. 2:6), dvs. vor tid!

1.10.17 - jn