Mine lærde bøger, græske håndbøger og Matth. Henry´s  bibelkommentarer (varmt anbefalet af Spurgeon), måtte blive i DK, men så er der jo børnene  i huset, og deres ytringer ved andagten er mig ofte til mere "teologisk" hjælp end mine gudelige murstensværker i reolen.

Der læses i disse dage fra 1. Mos. om skabelsen og om de første mennesker på jorden.  "Hvorfor siger Gud: "Lad os" og ikke "lad mig"?   Rebecca (6), som ikke er den mest rolige og "andægtige" ved bordet, sagde:  "Jo, for Jesus var også dér, og Han snakkede med Jesus om det..."

De skiftes til at bede, og jeg har nok allerede fortalt om Amelia (11), som bad om, "at Morfars computer må få det bedre", og blev bønhørt,  men nu er et mig, der må få det bedre i den forstand, at jeg må disciplinere mig til at bruge den noget mindre, men det er en helt anden historie.

I aftes skulle jeg lede andagten, fordi forældrene var bortrejst til Seattle pga. en (godartet) operation på vor datter Liza, og den gik, tak og lov, godt.  Efter et fast program (fra deres kirke) forventes det, at jeg efter læsningen af 1. Mos. 2:4-17 bl.a. skal spørge til uformel samtale:  "Hvorfor satte Gud et træ i haven, som de ikke måtte spise af?"

Igen var lille Rebecca "på banen" med en kommentar:  "Det var fordi, Gud ville se, om de ville høre på Ham."  Sådan bidrog alle småpigerne med deres kommentarer, der fik mig til helt at glemme Matth. Henry.

9-årige Anna er måske familiens "intellektuelle" og læser meget.  Jeg sagde til Amelia:  "Din søster siger ikke noget, når jeg taler til hende, hun blot ser på mig, som om hun ville sige:  "Hvor spørger du fjollet, morfar!"  Men det hørte Anna, og hun protesterede højlydt.  Jeg er ligeså meget "perlevenner" med hende som de øvrige.  Med de andre to pludrer jeg , men Anna og jeg tier godt og forstandigt sammen.  Det er en stor kunst!

Yakima, WA, USA- 20.9.19 - jn