En noget "anderledes", men nyttig tur til Ohio.

Jeg er, tak og lov, båret af både flyets og den Almægtiges ørnevinger, ej at forglemme  heller den fantastiske kørestol-service i terminalerne.  Min manglende førlighed er derfor ingen undskyldning for ikke at besøge Staterne.

I Dayton, Ohio, kunne min gamle, britiske soldaterkammerat, Tony Poulson, og jeg fejre vort 60 års jubilæum for vort første møde med hinanden på et stort baptistisk ungdomsstævne nær Hamburg i 1957.

Senere har vi dog mødtes i både U.K. og DK.  Vort livsforløb kom til at tegne sig forkelligt.  Tony Poulson m. familje kom til at virke i Brasiliens jungle i 50 år, medens mine missionærdrømme knustes brutalt  i USA, og jeg måtte "nøjes" med DK, Norge og Tyskland.  I Norge blev jeg gift m. Solfrid, men det er en historie for sig.

Tony, som nu er "retired" missionær og lever i en beskeden hytte i en forstad til Dayton i et smukt , vildt naturområde, havde booket mig til 2 kirker, og fællesskabet dér var "sweet".  Jeg fik mange klem af elskelige, ældre damer.    Men endnu vigtigere var kontakten med Tony og Mary, og med deres søn, Jeff,  (en ud af fire børn), som "hang" meget på mig til aftensamtaler og med spørgsmål frem og tilbage.

Jeff er desværre ikke "med", selvom han har megen kundskab.  Han er optaget af den åndelige verden og universets gåde, men uden om Kristus.  Jeg følte, jeg skulle tage tid til Jeff, som er genstand for megen forbøn, og i samtalen oplevede jeg det samme som apostlen i 2. Kor. 10, at "vore stridsvåben er mægtige for Gud , så de kan nedbryde fæstningsværker... og tankebygninger".  Ja, sataniske tankebygninger.

Jeg kom til at holde af ham, og det var okay, at jeg bad for ham, og han sukkede hørligt med.  Dette skete 2 g.  uden dermed at sige, at Jeff blev omvendt, men Herren virker og vil svare på de mange bønner, der bedes for ham.  Vore samtaler foregik i en luksus-camper, som ejeren, Jason, havde stillet til min rådighed.

Jason er meget optaget af "revival" og bad  mig inderligt komme til Ohio.  Vi måtte under samværet erkende,  at Herrens vækkelse ikke altid "flugter" med vore (overfladiske) forestillinger og drømme.

Jeg oplevede også et uhyggeligt kunstgreb af Satan.  En ven fra PA besøgte Jason for at være med på mine møder.  Han  havde "bibelske" kommentarer og "tanker" når vi var sammen.  Jeg var lige ved at tro på ham, da det  pludselig afsløredes, at han var en gemen hykler og levede i utugt sammen med en kvinde, han ikke var gift med.  Han havde i forvejen været gift 2 gange.  Vi lagde alvorligt hen til ham omvendelsens og angerens  nødvendighed og advarede ham om Guds retfærdige dom.  Han blev som forstenet, og jeg véd i skrivende stund ikke, hvad der mere skete med ham.  Men vi bad for ham i hans nærvær. Det var ikke let.

Jeg besøgte også en enke og hendes kønne datter (naboer).  Faderen døde for 3 mdr. siden.  Jeg fik især hjerte for den 18-årige pige, som allerede har været i fængel og nu gik med "fodlænke".  Men i fængslet var hun blevet frelst, sagde hun, vistnok i forb.m. noget fængselsmission.  Jeg var der flere gange, og mine små publikationer var i det mindste datteren interesseret i.  Jeg er langt fra sikker på, hun er frelst, men Tony har nu som nabo en åben dør for videre follow-up.

Amerikanerne tager meget venligt imod mit "gospel card", og det er fint nok, men vi mangler i vore lande det "stik i hjertet", der skete på pinsedagen (Ap.G 2:37).  Vækkelse er derfor relevant at bønfalde Herren om på begge sider af "dammen".

Men lad vort fokus være rigtigt.  Ikke på vækkelse, men på vækkelsens suveræne  ophav, Herren selv. "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på Tronen og Lammet!"  (Åb. 7:10)

Yakima, WA, 16.9.17 - jn