En god ven spurgte mig under et besøg i hans hjem:  "Tror du på det almindelige præstedømme?"  Ja, ja, god lutherdom, der samtidig afviser en særlig ophøjet præstestand som benådet mellemled mellem Gud og mennesker. I romerkirken er præsteembedet ligefrem et "sakramente".

For min ven var det ikke bare teologi, men en praktisk sandhed som Kristi efterfølgere både overfor Gud og overfor hinanden som "et kongeligt præsteskab"  (1. Pet. 2:9), der er lemmer på Kristi legeme og i kraft af Kristi ypperstepræstelige tjeneste for os kan gøre en fri og frimodig "præstetjeneste" ved Jesu blod helt ind i Guds helligdom (Hebr. 10:19), som forkyndes os som "en levende vej" modsat død religionsudøvelse.

Men min ven mente altså, at vi kunne komme hinanden til åndelig hjælp som ligestillede "præster"  ved den nåde, der er skænket os i Kristus uden noget gejstligt (og ubibelsk) mellemled.   I en russisk koncentrationslejr kunne paradoksalt nok en medkristen fra den ortodokse kirke komme en anfægtet baptist til hjælp ved at pege på Kristus og bort fra sig selv - uden at pege på en bestemt kirke. (fra bogen "Glaube trotz KGB").

Det giver "det almindelige præstedømme" en virkelighedsnær dimension - men det skulle der i dette tilfælde en koncentrationslejr til for at blive virkelig.  Men det behøver ikke at være sådan.  I dette Luther-år er der ikke så meget brug for snak om kirke og kirkelighed (det går du død på!), men lade troen påny gribe om evangeliets livgivende kerne, Jesus Kristus.

Jeg får i disse dage et gratis prøveabonnement på Kristeligt Dagblad.  Jeg konstaterer som så ofte før med denne respektable avis, at selvom den kan være spækket med religiøst og kirkeligt stof, er det sjældent fra dens "kristelige" spalter at møde et levende vidnesbyrd om  Kristus, men heller en  masse om "kærlighed", dåb, altergang, teologi/filosofi, som dog trods al sin "pænhed" skygger for de fortabtes absolut eneste Frelser.

Værre end gudløshed er Kristus-forladtheden hos bekendende kristne.

19.8.17 - jn