Teologiske løgne Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 23. januar 2015 05:00



En af mine gamle venner sluttede ofte sine breve med en påmindelse om, at djævelen er en løgner. Min vens påmindelse er stadig aktuel, ja, er det endnu mere i dag.

Da en skarpsindig journalist i radioen spurgte Københavns biskop, om han da troede rent fysisk på Jesu opstandelse (i anledning af balladen omkring en præst, fornægtede Jesu fysiske opstandelse), fik han til svar, at ordet ”fysisk” lyder for ”naturvidenskabeligt”, men alligevel kan vi – ja, hvilket vrøvl! - tale om, at Kristus er opstanden, poetisk og mystisk forstået.

Og så er vi derhenne, hvor det er uvæsentligt, om NT´s beretninger om Jesus  er ”fysisk” og videnskabeligt holdbare, så længe vi selv føler noget ved dem.  En præst på Amager skrev i en juleartikel, at juleevangeliet er en myte, men okay at forkynde som god, emotionel historie.

Teologien er i frit fald.  Den er mere og mere poesi og luftig føleri og ikke prøvede facts. Den vil snart kunne tilslutte sig Georg Brandes bog fra 1925 ”Sagnet om Jesus” med hans påstand om, at Jesus aldrig har eksisteret, men den kultur-radikale Brandes kunne nok bifalde en teologi, som ”sagde god for Jesus” som næstekærlige ord, vi kan føle noget ved.

Både Brandes og tidsåndens teologer lyver groft som vankundige børn af ham, der ”er en løgner, ja, løgnens fader!”  (Joh. 8:44).  Bed derfor om Åndens dømmekraft til at afsløre hans løgne, især de teologiske løgne!

Der kaldes på jævne kristne, som tager Guds ord alvorligt, læser og tror det, som det står uden berøringsangst, og forkynder sandheden ud fra denne Bog uden en biskops lærde råd.  Vi har en langt bedre ”mentor”, nemlig den 3. person i guddommen, Helligånden.  ”Os har Gud åbenbaret det ved Ånden” (1. Kor. 2:10), skriver Paulus,  mange teologers yndlingsaversion.  -  ”Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!” (1. Kor. 11:1), formaner han os ufortøvet.  Her alene er vi på solid Klippegrund, om vi så skal ”tale Roma imod” aldrig så meget!

23.1.15 - jn