rejseindtryk fra Norge Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 20. maj 2014 14:50

Kære venner,

Nogle få indtryk kan vi måske dele med jer fra Norge, hvor man som dansker
stadig bliver vel modtaget.   Vi, landets herskere gennem 434 år indtil
1814, er ikke mere "de store", eftersom Norge i sandhed er blevet Nordens "storebror" med sine enorme økonomiske ressourcer.  Heroppe er der så at sige ingen arbejdsløshed, men snarere mangel på arbejdere til de mange jobs, der skal udføres.  Landet har en aura af velstand, selvstændighed og selvsikkerhed hos et folk, der hviler i sig selv.

Der ses også heroppe folk af fremmed etnisk baggrund over alt.  Jeg tror, de har det godt i Norge rent materielt.  Befolkningen er nemme at komme i kontakt med, hvis man selv gør noget for det.  Åndeligt tror jeg ikke, der
er så stor forskel fra DK.   Materialismen er den magtfulde gud. Og TV er
måske denne "guds" mest suveræne redskab ligesom i mit land, hvor ingredienserne typisk er sex og underholdning.

Naturskønheden - dette enestående vidnesbyrd om Guds skaberværk - kan ikke nogen materialisme ændre på, "så de er uden undskyldning" (Rom. 1:20), dvs.
de, som uden at rødme åbent vedgår, at de ikke vil have med nogen Gud at gøre eller som blot siger:  "Det er ikke noget, jeg tænker over i det daglige."

Det er underligt at tænke på, at dette land fx er Hans Nilsen Hauge' s land, - dette udvalgte redskab, der i 1796 fik et særligt kald og en særlig udrustning til at være en vækkerrøst i de 8 år, han fik lov at virke, som oftest til fods, inden han i 1804 blev arresteret, stærkt ført an af en frafalden kirkes ledere og derefter ydmyget i et usundt og åndeligt nedbrydende fængselsophold i mange år for sin troskab mod evangeliet.  Han var loyal mod den lutherske kirke, som dog hadede ham, og han blev begyndelsen til den genre, som Gud gennem de mange år har vedkendt sig, nemlig almindelige lægfolks forkyndelse af evangeliet til mange vidunderlige vækkelser.

For os gamle, der har "smagt" lidt af dette "vældige åndepust" (Ap.G. 2:2) i vor levealder, er der en både latent og ind imellem også mærkbar længsel efter en ny, sund opvækkelse, før vi skal se en sorgløs, materialistisk og hedonistisk civilisation gå hastigt til grunde.  Noget andet alternativ findes ikke. Og den udbredte, åndelige defaitisme afviser vi i Herrens navn uanset alle de odds, der er imod os!

Vi sukker med profeten:  "Herre, jeg har hørt dit ry, jeg har set din gerning, Lad den ske igen før årene går..." (Heb. 3:2) - eller som der står på engelsk:  "Revive You work!"
Kløfta, den 20.5.14 - jørn nielsen.