Kristus – Bibelens røde tråd Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 20. marts 2014 08:47


Jeg ville være uærlig, hvis jeg påstår, at jeg forstår alt i Den hellige Skrift.  Jeg accepterer, at  Gud handler forskelligt i de forskellige tidsaldre – ”tidshusholdninger” – men det tilfredsstiller ikke altid mit intellekt.


Billy Graham fortæller i sin selvbiografi , at han under bibelkritisk indflydelse på eet tidspunkt så flere problemer end løsninger i Bibelen, hvad der gav ham personlige problemer som purung prædikant. 


Han kom ud af denne krise ved i en stille stund at overgive sine tankemæssige vanskeligheder til Herren samtidig med, at han overgav sig til Guds ords autoritet og besluttede, at han ville forkynde Guds ord som Guds ord.  ”Fra den dag kom der ny kraft over min tjeneste”, sagde han.


Jeg må stundom give de unge Bibel-råd.  De kan sige:  ”NT er okay, men ikke GT.”  Den indvending er i dag mere reglen end undtagelsen.  Tålmodigt fortæller jeg dem, at Jesus udlagde, ”hvad der i alle skrifterne handlede om Ham.”  (Luk. 24:27), og at ”det er dem, som vidner om mig!”  (Joh. 5:39).  I sandhed, Han er Bibelens røde tråd.


Fx: Som den lovede Frelser i Mosebøgerne (fx 1. Mos. 3:15),  den tilbedte Messias i de poetiske bøger,  opfyldelsen af profetierne, biografisk fremstillet i evangelierne, virksom ved Helligåndens kraft i Ap.Gerninger, læremæssigt ”uddybet” og praktisk belyst i  brevene og den kommende, herliggjorte, retfærdigt dømmende verdenshersker i Åb.bogen.


Men vigtigst af alt (for ellers er det hele ”tabt på gulvet”!):  Som ”læst” og kendt af andre gennem vort korte liv på jorden.  2. Kor. 3:2-3.  ”Jeg kan bedst lide min mors oversættelse af Bibelen”, sagde en ung teolog til sine studiekammerater.  ”Hun oversatte den gennem det liv, hun levede”, sagde han til sine forundrede venner.


Måtte det samme kunne siges om dig og mig.


20.3.14 – jn