I avisen, "Sjællandske", læser jeg nu , at mange herfra, takket være en fortjenstfuld indsats, er opført i Kraks blå bog. Det skal vi småfolk ikke kimse ad, men i ydmyghed finde vor upåagtede plads udenfor det celebre selskab og så i øvrigt ære dem, der æres bør.
I historiens løb, dvs. den historie, den evige Gud regner med og fører til protokols, er der løbende blevet indført nye navne i "Livets Bog", som sammen m. andre bøgerl åbnes ved den hvide Trone (Åb. 20:12), hvor den evige frelse beror på, om vore navne findes indskrevet dér eller ej.
Hvis jeg spø´r en kirkegænger, om hans/hendes navn står dér, er svaret typisk: "Det håber jeg!" Eller: "Det overlader jeg til Vorherre!" eller: "Det er der ingen, der véd!" eller: "Det interesserer mig ikke!"
Hvor "ydmygt" det end lyder, så er det ikke det svar, et menneske, der er frelst af nåde, giver. Modtagelsen af frelsens gave i Kristus er samtidig ensbetydende med en indre Åndens vished om nu at eje evigt liv (1. Joh. 5:13), og at være blandt dem, "hvis navne står i livets bog" (Fil. 4:3).
Sidste citat fra Fil.brevet står om medarbejdere i evangeliets tjeneste. Men vigtigst af alt er ikke at kunne profilere sig som "aktiv" i kristent (kirkeligt) arbejde, men at være indskrevet i livets bog. Det var præcis, hvad Jesus sagde til sine udsendte disciple (Luk. 10:20).
Jeg har mere end een gang måtte sige til en menneskeligt talt sympatisk præst: "Du mangler den prik over i´et i dit liv, der hedder at blive født påny, og som Jesus talte så alvorligt til teologen Nikodemus om.
Har du, hånden på hjertet, vished for, at dit navn står i livets bog? Er du født påny? Kan du identificere dig med dem, apostlen Peter skriver til med ordene: "Genfødte, som I er..." (1.Pet. 1:23). Måtte i så fald dette alvorlige spørgsmål vække dig, mens tid er.
I den blå bog skal man gøre sig fortjent for at stå dér. I Livets bog tæller egen fortjeneste ikke, men alene Kristi fortjeneste for den, som er fortabt og kun som tolderen i templet har forsoningens nåde at klynge sig til.
1.6.18 - jn
|