Evig ungdom

Min ånd føles let, men min gang bliver tung,
Og hovedets hårfarve gråner,
Jeg drømmer om dengang, jeg stadig var ung,
Dog alderens støv ej mig skåner!

Derude i forårets pragt er min gang,
I flora og fauna er venner,
Foryngende er næsten lærkens lovsang,
Som livsgnisten stadig antænder!

Det stunder mod pinse, hvis åndskraft er min,
I afmagt den rigt sig udfolder,
En gave den er just som Guds ”evergreen”,
Hvad møje end ald´ren forvolder!

Er livet end kort, det dog ej hører op,
Når hjertets livspuls slår ej mere,
I Kristus jeg lever, selv når denne krop,
Som ”bolig” ej mer kan fungere!

Min kommende grav, se, den har ingen brod!
I Frelseren er den forsvundet,
Jeg endog kan leve i Ham glad og kåd,
Hvor ungdommens vår er genfundet!

-jn-