Mel.  :  Så vide om land, som sol monne gå… (DDS 507)

Vi kan i vor troskamp og hellige krig,

anfægtes af sorgfulde tanker,

men selvom du kan dig ej selv befri,

dig fattes dog ej troens anker!

De nagende suk Herren kærligt har gemt,

som røgelse de til Ham stiger,  (Åb. 8:3)

og hvad du end føler, du er ikke glemt,

forgæves du ej mod Ham higer!

O, bi på Ham derfor blot endnu en stund,

til dig over fjelde Han iler,

mens Ånden tilhvisker dig ord fra Hans mund,

hvorpå snart igen du udhviler!

Din modstanders *) vrede ej skade dig kan

forsoningens blod stedse gælder,

i troen på Golgatas Helt hold blot stand,

hvor meget end helved udskælder!

Thi ej uden lys er den mørkeste nat,

vor Frelser dens rædsel selv kender,

dér, hvor du i bønnen bli´r træt og mat,

dig Himlen en engel hid sender!

Din nat bli´r igen til en morgen, som gryr

med bistand fra Ham, som sig bøjer

til dig bror og søster, - din ånd Han fornyr,

ja, tilmed dig muntert fornøjer!

17.2.23 – jn

*) det er Satan