Skrevet af Jørn Nielsen
|
Mandag, 12. oktober 2009 15:28 |
”Min due i fjeldets kløfter, i bjervæggens skjul! Lad mig skue din skikkelse, høre din røst….” Højs. 2:14
Sangfuglene forstummer snart, Men duens stemme høres, Dens monotone toneart Nok ikke eftergøres.
”Min due, dog frimodig vær!” Det står i Højsangsbogen, Thi just din røst mig liflig er, Selv er du skøn som nogen!”
En uartikuleret røst Når ind i Herrens øre, Selv sukket fra et sorgfuldt brøst Vil Himmelen bønhøre!
Et suk med hjertet uden ord, Ej agter Herren ringe, Ord uden hjerte, som ej tror, Har ingen kraftens vinge!
Vor bøn har både tak og ak, Ja, både sorg og glæde, Den tomme papegøjesnak Foragt med hellig vrede!
9.8.09 -jn-
|