På vej hjem fra USA er vi genstand for høflig og udsøgt service.  Vor stewardesse på vej til Atlanta, en sort skønhed, så godt nok lidt træt og mut ud, men så lyste hun op i et vidunderligt smil, der blændede hele passager-kabinen, da jeg venligt takkede hende for hendes gode service.  Da tænkte jeg på smilets kraft og magi og på Victor Borges berømte ord om, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker. -  Jeg skrev da nogle vers herom og sagde bagefter til min kone, Solrid: ”Jeg når jo ikke alt det, jeg skal her i flyveren,  - hvor er alle de timer blevet af?”  Hun svarede mig muntert:  ”De er forsvundet op i luften!” -  At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen, -  de sidste timer inden København var dog seje og meget lange.  Men servicen og som sagt smilet manglede ikke.




Et smil, det ægte, varme, umid´lbare,
Har i en evig Skaber sit ophav,
Det er som morgenrødes skær, det klare,
Der os nyt håb for dagen ofte gav!

Hos hver et menn´ske Gud har sat sit stempel,
Han i sin lighed os engang har skabt,
Han vil, vi være skal Hans glade tempel,
Men ak, af synd det billede gik tabt!

Hvad nytter det, vi tale kan om glæde,
Såfremt vort åsyn ser bedrøvet ud?
Da er vi sand´lig nærmest at begræde
Og trænger til at møde glædens Gud!

Når Kristus Frelser bli´r af bare nåde,
Da bryder guddomssmilet herligt frem,
Ja, får Hans glæde i vort hjerte råde,
Forvandlet bliver mange triste hjem!

Nej, intet solskinssmil jeg ringeagter,
Hvem véd? Måske er det en åben dør?
Thi Gud, som det umulige just magter,
Tit undere i dagligdagen gør!

Dit smil vil uanset, hvorhen du rejser,
Dig klæde som en glad evangelist,
Der uforfærdet korsets banner hejser
For den korsfæsted´ og opstandne Krist!

-jn-

14/5.09 – på vej til Atlanta, G