Trøstetale til den sandhedssøgende Udskriv
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 26. januar 2019 09:20


At være miskendt af sin samtids ånder
er ingen skam for nogen, som sig vånder
dybt over ej at få blot lidt gehør
for tanker, som tilhører evigheden,
der, selvom de forstyrrer pseudo-freden,
af dvale vækker os, så vi ej dør!

Hver slægtled må påny sin sandhed finde
og modigt og uhildet sig besinde
på, hvad der efter død og grav består!
Ej folkemængden sandheden besidder,
thi den har i sig selv de rækkevidder,
som læng´re end vor tankeverden når!

Dog sandheden til jorderig er kommet,
slet ej abstrakt og derfor ej forblommet,
men blev konkret i Herren Jesus Krist!
Den, som med evangeliet fremtræder
i denne verden, selv på fjerne steder,
vil være om Hans guddomskraft bevidst!

Har Ham, den Underfulde, du oplevet,
du holder dig til, hvad om Ham står skrevet
indblæst af Ånden i Guds sandheds bog!
Da famler du med verden ej i blinde,
da véd du, sandheden er kun at finde
i evangeliets gennemlutred´ sprog!

Som miskendt lad dit adelsmærke være
en god samvittighed at sætte højt i ære
og stå alene, mod Guds sandhed tro!
Af hjertet ynk din samtids falske smiger,
men bind dig til, hvad blot livsordet siger,
- lad al din salighed derpå bero!

26.1.19 - jn-