Mel.:  Nu falmer skoven….

Der præd´kes mange fromme ord
på kryds og tværs i landet,
de tit ej sætter nogen spor,
men løber ud i sandet.

Der si´s i grunden intet galt,
men Helligånden fattes,
ak, vækkerord bli´r sjælden talt,
med tomhed de erstattes.

Skal det dog ingen ende få?
Skal vi til døde sløves,
imens vort folk fortabt må gå
og Kristi Ånd bedrøves?

Må ord til vækkelse og liv
Guds Helligånd udvirke,
thi mangler dette perspektiv,
vi har ej nogen kirke.

Med syndserkendelse på ny
af ærligt sind og hjerte
oprinder Åndens morgengry
i både fryd og smerte.

Lad lærd og læg da vende om
til Frelseren med tårer,
til pinseåndens kristendom,
der Ham til Herre kårer!

Da højtid bliver det igen,
som opvakt fra de døde
opleves åndsfornyelsen
ja, som en morgenrøde!
-jn-