Mel.:  Nu falmer skoven trindt om land...

Hvert blad, som falder gulnet ned,
om vores livsløb taler,
ja, om den visse evighed,
der ind på os snart haler!

Som løvet dør i sorte muld,
går også vi til grunde
i gravens ensomhed og skjul,
som er ej at misunde!

Men se, hver vår udspringer glad
i al sin guddomsfylde
et friskgrønt nyt og genfødt blad,
som kan os helt fortrylle!

Thi mer end grav vi får til sidst,
os våren nemlig venter
i Himlen med vor Herre Krist,
når Han os til sig henter!

Du løvfald, som gør skoven bar,
du kærligt os påminder,
at håbets anker hist vi har  (Hebr. 6:19)
i dødens Overvinder!

Må du og jeg endnu i år
som syndere ha´ fundet
den evigt lykkelige vår,
som Kristus har os vundet!

13.9.18 - jn