”Kan jeg få lov at sætte mig her et øjeblik og hvile mine ben?” spurgte jeg ejeren af et gadekøkken i min by.  Han sad og talte med en ven, som nød en øl, og var gæstfriheden selv. Og snart var vi i hyggelig samtale.

”Er du glad for at bo i Danmark?” spurgte jeg ejeren, som fortalte, at han var fra Irak og havde boet her i 15 år.  ”Både ja og nej…”  - ”Hvorfor er du ikke glad for Danmark?” -  ”Her er intet liv – her er så dødt.”

Jeg svarede:  ”Jeg er enig med dig.  Overalt hvor jeg rejser, møder jeg død.  Det ville jeg også gøre i dit land, nemlig åndelig død.  Vort grundlæggende problem er ens overalt, nemlig at vi har gjort oprør mod Gud og mistet livsforbindelsen.”  Irakerens ven, som hed Morten, blandede sig:  ”Der er ingen Gud, for ellers ville Han have grebet ind mod krige og al mulig ballade.”

”Problemet er ikke Gud, men os som ikke vil have med ham at gøre i skolerne, i regeringen, i forretningslivet, i det private liv og som bekendt ikke i det åbne rum”, replicerede jeg. ”Hvis du var i nød og jeg kunne hjælpe dig og bankede på din dør, men blev afvist, er det så min skyld, det går dig dårligt?”

Irakeren lyttede samtykkende.  Til Morten sagde jeg:  ”I samme øjeblik du opgiver din modstand mod Gud, står Han med åbne arme sådan…”  Jeg slog ud med armene.  ”Jamen, så bliver Han hængt”, indskød Morten.  ”Var det ikke det, de gjorde med Ham?” -  ”Jo, du har ret, Jesus blev hængt op på korset for at frelse dig og mig.  Det kan du læse mere om på det lille kort, jeg har givet dig – pas godt på det.”  Irakeren fik også et og sagde:  ”Du er altid velkommen her!”  Jeg udtrykte håbet om at møde dem begge igen.

Irakeren spurgte bekymret:  ”Skal du virkelig gå hele vejen hjem?” – ”Ja, min læge anbefaler mig det, men jeg tager nogle hvilepauser undervejs…”

Jeg haltede min vej hjemover, glad over at have sået et livets ord ved et af gadekøkkenets borde i det super dejlige vejr.

-jn-

3.10.11