Ingen vakre kirker, intet tempel,
men i hjemmene der trængsel var,
ingen ritualer, alt var enkelt,
men Guds kraft var mægtigt åbenbar!

I den danske Bibel læser jeg ordene ”Mit bedehus herliggøres” (Es. 60:7), som handler om en kommende messiansk herlighed på jorden (på norsk og engelsk står det anderledes).  Men jeg tænker også på det frie samlingssted, som nordmændene kalder ”bedehus”, og som måske i dag ikke altid svarer til navnet.

Der går en lige linje fra bedehus-virksomheden tilbage til den vækkende lægmandsbevægelse, som startede for over 200 år siden med Hans Nielsen Hauge, denne mærkelige mand, bondegutten fra Sarpsborg-kanten, som Herren oprejste allerede som 25-årig i 1796, og som på rekordtid var redskabet til en vækkelsens præriebrand, der føg over det meste af Norge. Hans liv har kun én forklaring, nemlig en særlig Åndens udrustning til at være ”Herrens sendebud i Herrens ærinde til folket”  (Hagg. 1:13).

Hauge var loyal overfor den lovbefalede lutherske kirke under dansk administration, hvis statsansatte præster stort set hadede og forfulgte ham, ja, indtil ydmygende fængselsophold.  Men sideløbende med statskirkeordningen samlede han i den korte tid, han kunne virke frit, mennesker i frie samlinger, typisk på landets bondestuer, med sit enkle, vækkende budskab.  Af denne virksomhed udsprang senere de frie bedehusforsamlinger, som Guds herlighed hvilede over. Herom er der mange vidunderlige vidnesbyrd fra den norske vækkelseshistorie.

Men ak, hvad gør vi, når herligheden er blevet borte, og der over vore samlinger må skrives overskriften ”Ikabod” (= Borte er Herrens herlighed), 1.Sam. 4:21.  Kan den Guds herlighed, som er gået i eksil, atter vende tilbage?  Det gjorde den, tak og lov, i den profetiske beretning i Ezek. 43.  ”Herrens herlighed drog ind i templet” og fyldte det (v.4-5) – det tempel, som Herrens herlighed engang så sørgeligt havde forladt (kap. 10:18).

Kan det atter ske i Bedehusets tempel?  Det kan i hvert fald ske i vort personlige liv, i vort personlige tempel, som Guds Ånd har taget bolig i, og som Han længes efter at fylde og vise megen nåde, se Jak. 4:5-6.  Ja, når bedehuset opsøges af sådanne ”mini-templer” i en bedende Ånd, vil Herren atter fylde det med sin herlighed.

Derfor må den bedende ikke miste modet.  ”En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft”  (Jak. 5:16), og den vil både smitte og brede sig.  ”Jamen, der sker ikke noget”, klagede jeg engang til en ældre Herrens tjener.  ”Hvor meget skete der på Jeremias´ tid?” var hans modspørgsmål. 

Pointet er, at uanset tidens frafald og apati, skal vi stå som Jeremias, vel oftest som det ensomme træ nær Kilden, der ”frodiggrønt” ikke ophører med at bære frugt (Jer. 17:8) og i tidens mørke afspejle vor Herre Jesus Kristus, hvis lys skinner over hvert troende menneske, som lader sig åndeligt vække (Ef. 5:14).

Da er herligheden vendt tilbage – i dit og mit liv.

30.9.11 - jn