Forside Klummer ”Se, hvor de elsker hinanden!”
”Se, hvor de elsker hinanden!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 01. august 2011 13:19

”Se, hvor de elsker hinanden!”

Sådan blev der af udenforstående sagt om de første kristne.  Der fortælles om den gamle apostel Johannes,  at han til sidst var så svag, at han måtte bæres til den kristne menighed. Her sagde han blot:  ”Børnlille, elsk hinanden!” Da han blev spurgt, om han ikke havde mere at sige, svarede han blot:  ”Dette siger alt!”

Det var ham, der skrev:  ”Vi véd, at vi er gået over fra døden til livet, thi vi elsker brødrene.  Den, der ikke elsker, bliver i døden.  Enhver, der hader sin broder, er en morder, og I véd, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.”  (1. Joh. 3:14-15).

Jeg selv var kun dreng, da Herren frelste mig, så jeg kan ikke huske, om jeg hadede de kristne inden da.  Jeg tror snarere, at disse ”hellige” var mig komplet ligegyldige.  De blot kedede mig.  Men det var vel en form for had.

Bliver der i den bekendende, kristne menighed sagt om de kristne som i den første tid?  Ikke altid.  Jeg kender en kristen bror, som glad og munter ville sætte sig ved et af kaffebordene efter gudstjenesten.  Straks forlod demonstrativt et ægtepar bordet.  De kunne ikke døje ham og har aldrig kunnet det.  Ifg. 1.Joh. 3:15 er de mordere.

Jeg véd om kristne sammenhænge, hvor fromme kirkegængere går til gudstjenester det ene år efter det andet uden at sige et ord til hinanden, fordi de ikke kan fordrage hinanden.  Men det er ikke den kristendom, apostlen Johannes taler om i 1. Joh. 3:14.

Jeg  besøgte i en periode ofte et par biologiske brødre i Sydnorge.  De havde begge en høj kristen bekendelse, var ”bibelstærke” og boede et stenkast fra hinanden, men i over 40 år havde de ikke talt til hinanden.  En bagatel havde forbitret broderforholdet.  Om de blev forsonet, før de døde, véd jeg ikke, men jeg tænker ofte på dem med både sorg og gru.

Kan da ikke had opstå mellem sande, genfødte kristne?  Jo, vi kæmper alle med en gammel, hadefuld natur.  Men så sandt vi er ”gået over fra døden til livet” og fået del i guddommelig natur (2. Pet. 1:4), vil synden ikke få lov at herske, men blive bekendt i lyset, og alt er atter vel.  Ellers mangler der noget afgørende.

Jeg kom regelmæssigt hver onsdag morgen i USA sammen med en flok fine, pensionerede brødre til bibelsamtale og bøn.  Vi var op mod 20 hver gang.  En af brødrene nærede tydeligvis ukærlige følelser overfor en anden bestemt bror.  Årsagen? Igen bagateller.  Fællesskabet led derunder. 

Men en morgen sagde denne bror:  ”Jeg mærker, du har stærke følelser imod mig.  Jeg ønsker at ydmyge mig for dig og bede om tilgivelse, hvis jeg på nogen måde har gjort dig uret.”  Da brast det for den anden, og et splitsekund efter fandt de atter sammen, og alt had var borte.  Kærligheden, som hører det nye liv i Kristus til, sejrede, og hele fællesskabet frydede sig.

Engang hentede min kone mig på kontoret.  En af de ikke-kristne  kontordamer sagde bagefter flere gange til mig:  ”Det var fantastisk at se jeres kærlighed til hinanden!”  Det tænkte jeg ikke selv over, men det havde gjort indtryk på en ikke-kristen.  Kristnes kærlighed til hinanden gør mere indtryk overfor verden end mange ord.

O, lad ingen ukærlige følelser råde.  Verden behøver at mærke, hvad det vil sige at være ”gået over fra døden til livet!”  Johannes´ breve er ikke en teologisk afhandling, men dette nye liv i praksis.

25.7.11 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)