Forside Spørgsmål og svar Helligånden – den 3. person i Guddommen
Helligånden – den 3. person i Guddommen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 22. Juli 2011 12:56

 

Spørgsmål:  Er Helligånden en person eller blot en upersonlig ”kraft”?  En ”indflydelse” eller en personlig, nærværende Hjælper og Talsmand?  Er Helligånden Gud, dvs. del af Guddommen, eller skabt af Gud? Hvad er Helligåndens opgave eller mission?  Er det bibelsk at tale om Helligånden som del af en hellig Treenighed?

Svar:  Spørgsmålene kan give stof til en hel bog.  Her er min plads begrænset, og jeg vil derfor blot pege på enkelte, centrale steder i Guds ord, som mine læsere selv, under Åndens ledelse, kan arbejde videre med.

Helligånden omtales i Bibelen som en person.  Da vor Herre Jesus talte om Åndens komme  (på pinsedagen), sagde Han:  ”Men når Han (ikke ”den”), sandhedens Ånd, kommer skal Han  vejlede jer til hele sandheden, thi Han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad Han hører, skal Han tale, og det, der kommer, skal Han forkynde jer.  Han skal herliggøre mig, thi Han skal tage af mit og forkynde jer det!”  (Joh. 16:13-14).

Her kan det ikke siges tydeligere, at Helligånden er mere end en upersonlig ”kraft” eller ”indflydelse”, men en virksom, sandhedsformidlende og Kristus-forherligende person.  Når Helligånden i Joh. 14:17 omtales som ”den”, skyldes det kun, at ordet ”ånd” (på græsk: pneuma) er et intetkønsord, men Helligånden selv er en person med personlige, følsomme og guddommelige egenskaber.

I de citerede ord af vor Frelser understreges det også, hvad Helligånden opgave er, nemlig at herliggøre Kristus.  ”Han skal herliggøre mig!” – ikke sig selv.  Bibelsk forkyndelse vil altid ved Åndens hjælp og kraft ophøje Jesus Kristus, men ikke sig selv.  Dette er vigtigt at understrege i en tid, hvor der fra forskellige sider kan være en kraftig tale om Helligånden, medens Kristus trænges i baggrunden.  Men dette er ikke, hvad Helligånden ønsker.

Helligånden er i Joh. 14:16 kaldt for ”en anden talsmand”.  Ordet hedder på græsk ”parakletos” og betyder ”en, som er kaldt til at stå ved din side”, dvs. dér, hvor du selv er svag og afmægtig for i din afmagt at gøre Kristus stor for dig.  Ordet ”parakletos”, talsmand, bruges også om Kristus selv (1. Johs.br. 2:1), nemlig som vor ”talsmand hos Faderen”, der har gjort fyldest som soning for vore synder.

Helligånden kan bedrøves:  ”Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag.”  (Ef. 4:31).  Dette og mange andre ord i Skriften viser, at Helligånden er en person og ikke blot en ”kraft”.  En ”kraft” kan vi ikke bedrøve, men vi kan bedrøve en person, og bedrøve kan vi kun en person, som elsker os.  Men det er just, hvad Helligånden gør.  Rom. 15:30.

Er Helligånden Gud?  Ja, Han er ligesom Kristus ligestillet med Gud.  Til den uærlige Ananias siger Peter:  ”Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod Helligånden….?”  (Ap.G. 5:3), men i samme åndedrag siger han:  ”Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud!”  (v.4).  Ananias´ løgn mod Helligånden var ensbetydende med at lyve mod Gud, som Ånden ligestilles med.

I 1. Kor. 12, hvor de åndelige nådegaver omtales, tilskrives oprindelsen af disse gaver både Ånden (v.4), Herren, dvs. Kristus (v.5) og Gud (v.6).  Denne hellige Treenighed er med andre ord i virksomhed, når det gælder tildeling af nådegaver. Sammenfattende siges det, at det er denne treenige Gud, der har udrustet sin menighed, Kristi legeme, med de forskellige nådegaver.  Den samme Ånd, den samme Herre, den samme Gud (v.4-6).

Dåbsbefalingen i Matt. 28:19 sker ”i (eller ordret: ”til”) Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” – der er her ikke tale om tre navne, men eet navn, fordi de 3 personer udgør én treenig Gud sidestillet med hinanden.

I 2. Kor. 13:13 slutter apostlen sit brev med ønsket om, at ”Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund må være med jer alle!”  Dette ord kan jeg ikke forstå som andet end udtryk for de tre personer, som er eet i samme Guddom – i en hellig Treenighed.

Derfor tillægges Ånden også samme egenskaber som Gud:  Han er:  ”livets Ånd”  (Rom. 8:3), - ”sandhedens Ånd”  (Joh. 16:13) –  ”helligheds Ånd (Rom. 1:4),  ophav til ”kærlighed” (Rom. 15:30),  en ”evig Ånd”  (Hebr. 9:14), ja, allesteds nærværende  (”Hvorhen skal jeg gå for din Ånd?”  Salme 139:7).

Sandt nok står ordet ”treenighed” ikke i Bibelen, som dog åbenbarer for os en treenig Gud.  Helligånden fremstilles som del af denne hellige Treenighed.  Selvom Han ikke herliggør sig selv, men Kristus, er troende menneske afhængig af Hans tjeneste i vort liv.  Vi kan i virkeligheden ikke læse Guds ord uden Hans bistand, der gør at Guds ord ”tydes” og lyser op for os.  Salme 119:130.  Eller som apostlen siger:  ”Os har Gud åbenbaret det ved Ånden.”  (1. Kor. 2:10), nemlig den Guds visdom (Kristus), som verden ikke kender.

Teologer og lærde mennesker mener at kunne håndtere, ”dissekere” og kritisere Guds ord, men de famler i blinde uden den iboende Helligånds oplysning.  Når Han er tilstede og fylder os, opdager vi, at det ikke er os, der skal dømme Guds ord, men det ”levende og virkende” ord, som er dommer over vore tanker og meninger (Hebr. 4:12).

Vor hjælpeløse afhængighed af Helligånden varer hele livet, derfor hedder det:  ”Lad jer (til stadighed!) fylde af Ånden!”  (Ef. 5:18).  Men hvad ønsker Ånden at fylde os med?  Det har vi allerede set: vor Herre Jesus Kristus!  ”Han skal herliggøre mig!”  (Joh. 16:14).

20.7.11 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)