Spørgsmål:  Er Jesus fra evighed Gud, dvs. del af den guddommelige enhed, vi kalder Treenigheden bestående af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånden?  Eller var Han skabt af Gud?  Var Han Gud under sit jordeliv?  Eller rangerede Han lavere end Faderen?  Han havde jo sagt:  ”Faderen er større end jeg.”  (Joh. 14:28) og råbt på korset:  ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”  Beviser det ikke, at Han ikke selv var Gud? Gud kan vel ikke forlade Gud?

Svar:  Allerede teologen Arius (256-336) i Alexandria anfægtede  Kristi guddom.   Arius og hans tilhængere, ”arianerne”, lærte, at Kristus ganske vist er den ypperste af Guds skabninger, men dog stadig skabt og af et andet væsen end Faderen.  Det er som bekendt også Jehovas Vidners lære.  (Kristus er ifg. J.V. en skabt engel identisk med ærkeenglen Mikael). Men vranglæren om Kristus begyndte med Arius.

Kol. 1:15 er i øvrigt et af hovedargumenterne for påstanden om, at Kristus er skabt.  Der står jo, at Han er ” førstefødt forud for al skabningen”,  men dette taler blot om Hans  guddommelige forrang  forud for alt, som Han selv har skabt.

Jeg vil her på begrænset plads prøve at henvise til nogle  centrale steder i Guds ord, som belyser Kristi evige guddom. Jeg kan ikke overbevise Jehovas Vidner, men muligvis være de af mine trosfæller til hjælp, som ønsker bibelsk klarhed.

Et af de stærkeste og mest spændingsfyldte vidnesbyrd, vi har om Kristi guddom sat i relation til Hans menneskevorden, er Fil. 2:5-10, hvor vi formanes til næstekærlig ydmyghed ihukommende, hvor dybt Kristus selv ydmygede sig, ”da Han var i guddomsskikkelse og ikke holdt det for et røvet bytte at være Gud lig…”  

Var Han virkelig Gud lig eller var Han ikke Gud lig?  Eller var Han måske kun næsten Gud lig?  Vi bør lade ordet stå, som det står.  Hans guddom var fra al evighed af.

Men ”Han gav afkald” eller ”tømte sig selv” (ordret).  Hvad tømte Han sig selv for?  Sin guddom?  Nej, men vi kan sige i største ærbødighed, at Han skiftede klæ´r, idet Han tog på sig tjenerskikkelse og blev mennesker lig, ikke lig os i vor syndige, faldne tilstand,  thi da ville Han ikke kunne være Guds lydefrie Lam til soning for vore synder.  Nej, Han kom i syndigt køds skikkelse (norsk: lignelse), Rom. 8:3, men ikke i syndigt kød.

Vi siger med rette, at Han var Gud åbenbaret i kød (menneskeskikkelse) iht bl.a. Joh. 1:14:  ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os….”  Ingen er uenige i, at ”Ordet” var Kristus selv, som ifg. vers 1 var Gud.  ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”  (Jehovas Vidner vrider på dette ord ligesom de gør med alle andre bibelord, der handler om Kristi guddom,  og lærer, at det ikke handler om Kristi guddom, men mere om Ham som ”guddommelig” eller som ”en gud”).

I Joh. 1:18 står et ord, som generer visse liberale teologer:  ”Ingen har nogen sinde set Gud;  den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, Han er blevet Hans tolk.”  I de ældste, bedst bevidnede håndskrifter står der ordret:  ”Den enbårne Gud, som er i Faderens favn…”  Dr.  T. Skat Rørdams meget respekterede og samvittighedsfulde oversættelse fra 1886 følger denne læsemåde iht de ældste håndskrifter, men hvad enten vi gør som han el. følger den danske ovs. fra 1948, er ordet et stærkt vidnesbyrd om Kristi guddom.

Men i vor udgangstekst i Fil. 2:5-10 læser vi om Kristi selvydmygelse som tjener (grundtekstens ord for tjener,  ”doulos”,  betyder egentlig ”slave”).  Som vi har set, betød det ikke at Han gav afkald på sin guddom, men Han valgte frivilligt at underkaste sig en tjeners (slaves) ringe kår som sandt menneske og underkaste sig Faderens vilje. 

Det er i dette tjenerforhold vi skal forstå Hans ord om, at Faderen er større end Han, ligesom det var som sandt menneske, at Han råbte ordene ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Kun Helligånden, ikke vor forstand, kan åbenbare for os  mysteriet med, at Han på jorden var både sandt menneske og sand Gud.  Der er adskillige ex i Det Ny Testamente på, at Han også ved visse lejligheder viste sin guddomsmagt (fx bespisningsunderne, brylluppet i Kana,  Hans herredømme over de urolige bølger, Hans opvækkelse af døde, de mange helbredelser,  synderes frelse ved sit genfødende, livgivende ord, etc. etc.).  Men overordnet var Han den ydmyge tjener, der var kommet for at tjene andre og som endemål at give sit liv som løsesum for syndere på Golgata.

Efter sin opstandelse åbenbarer Han sig specielt for den tvivlende Thomas, der øjeblikkeligt ”kapitulerer” og siger tilbedende til vor Frelser:  ”Min Herre og min Gud!”  (Joh. 20:28).  Læg mærke til, at ordene er rettet direkte til den Opstandne selv.  Alligevel  påstår fornægtere af Kristi guddom, at Thomas med ordene ”min Gud” taler til en anden end Jesus, nemlig den monoteistiske Gud,  hvis guddom Kristus ikke er del af.  En sådan vold på teksten behøver ingen yderligere kommentarer.  Thomas tilbeder sin Frelser som Herre og Gud.

Det har været hævdet, at apostlene aldrig omtaler vor Herre Jesus Kristus som Gud.  Men det er ikke sandt:

I Rom. 9:6 står  der, at Kristus ”er over alle ting, Gud højlovet i evighed”, men det kan rent grammatisk konstrueres til, at der blot bliver sagt.  ”Kristus er over alle ting.  Gud være lovet i evighed!”  Denne ”vrid” på teksten finder jeg unaturlig.  Apostlen henviser til Kristus med både en kødelig herkomst (jødisk) og med guddomsstatus, ja, som  ”Gud højlovet i evighed!”

Tit. 2:13  taler om ”den store Guds og vor Frelsers herlige tilsynekomst.  Læg mærke til, at her omtales Han både som ”den store Gud” og ”vor Frelser”.  Anden forståelse el. oversættelsesmulighed tillader grundteksten ikke.  Der er tale om én og samme person, om Ham, som profeten Esajas kalder ”Vældig-Gud”  (Es. 9:6).

I Hebr.br.´s første kapitel ophøjes Guds Søn i sin unikke stilling i forhold til englene, som der ellers siges meget godt om.  Men om Sønnen siger Gud:  ”Din trone, o Gud! står i evighed fast…”  (1:8).  Det lyder for nogle ulogisk, at Gud siger ”o Gud!” til sin Søn, men er det ikke i Guds tænkemåde.  Gud har ingen problemer med at sidestille sin Søn med sig selv som Gud.

Se også 1. Joh. 5:20:  ”Vi véd, at Guds Søn er kommen, og Han har givet os forstand til at kende den sande;  og vi er i den sande,  i Hans Søn, Jesus Kristus.  Han er den sande Gud og det evige liv.”   Fornægterne hævder, at der snarere skal stå:  ”Denne er den sande Gud…”, idet sætningen ikke går på Kristus, men på Gud.   Læsemåden er nok mulig, men unaturlig.  Når der står, at Han (Kristus) har givet os forstand til at kende den sande Gud, vil det være ganske overflødigt at gentage, at Gud er den sande Gud.  Nej, jeg tror, der henvises til netop Kristi guddom.  ”Han er den sande Gud og det evige liv.”

Jeg kan ikke bruge mere plads, selvom det kunne være fristende.  Men læs igen Fil. 2:5-10 under Åndens ledelse, og jeg tror, du her har fundet en brugbar nøgle til din forståelse af Kristi person, så vi sammen med Thomas knæler ned og tilbeder Ham med ordene:  ”Min Herre og min Gud!”

14.7.11
-jn