Forside Spørgsmål og svar Den første kærlighed (sp. fra Norge)
Den første kærlighed (sp. fra Norge) Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 14. Juli 2011 07:16

 
Spørgsmål: Vi leser i Åpenbaringen: ...men jeg har imot deg at du har forlatt din første kjærlighet. Hva betyr det? (Åp 2,1-4)
 
 Svar:  Lad mig straks sige:  ”Den første kærlighed” er en person, ikke en følelse, og denne person er Herren selv, Jesus Kristus.

Ordene er rettet til Efesus-menigheden, som ikke var en ”verdslig” menighed, ej heller ”frafalden”, når det gjaldt lære og praksis.  Det fremgår af sammenhængen.  Der var oven i købet tale om troende mennesker, der betalte prisen og led ondt for deres kristne nidkærhed.

Tilmed havde de både åndelig og moralsk dømmekraft, eftersom de gennemskuede falske apostle og deres løgne (v.2) samt tog nidkært afstand fra ”nikolaitternes gerninger” (v.6), som vi ikke véd ret meget mere om, end at de blev sidestillet med Bileams lære (v.14-15), som vi til gengæld véd en hel del om.

Bileam profilerede sig nemlig som Guds talerør (4. Mos. 22:38), men det var Herren, der suverænt tvang ham til at blive det (4. Mos. 23:16).  Bileams lære gik ud på snedigt at lokke israelitterne til utroskab mod Herren ved at begå utugt (4. Mos. 31:16, 25:1).  Denne lære finder nu i Åb. 2 sit modstykke i nikolaitternes lære.  De to ”læresystemer” er således identiske.

Med andre ord:  Udadtil har dens tilhængere et ”kristeligt ansigt”, men bag den fromme facade, i det skjulte, praktiseres hedenskab og seksuel løsagtighed (Åb. 2:15), som havde fået indpas i Pergamum-menigheden. (Dette forekommer også i den moderne, verdsliggjorte kirke i dag).  Alt dette tog Efesus-menigheden afstand fra med stor nidkærhed, som Herren roser dem for!

Alligevel lyder budskabet til den nidkære og ”sandhedskærlige” menighed i Efesus:  ”Jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed!”  Det er som Herren vil sige:  ”Det går an at holde læremæssigt strengt på  ”sandhederne”, men miste det inderlige kærlighedsforhold til Ham, som er sandheden.  Dette blev engang illustreret for mig på denne måde:

En far berettede om de dejlige stunder, han jævnligt tilbragte med sin elskelige, lille pige.  Men en dag skete der en forandring.  Hans lille pige, som i den grad havde glædet og varmet hans hjerte ved sit nærvær, havde ligesom ikke tid for ham mere. Hun forsvandt en tid lang fra ham. Og hvor han dog savnede hendes spontane kærlighed og humørfyldte umiddelbarhed! 

Men så en dag kom hun med et nydeligt stykke håndarbejde, som hun ville glæde sin far med.  Og nu forstod han, hvorfor hun ikke havde haft tid til ham.  Hun var for optaget af at gøre noget for ham, som skulle  være en speciel overraskelse.  Da sagde han til hende:  ”Min kære lille pige, samværet med dig selv betyder mere for mig end alt, du ville gøre for mig, hvis det betyder, at vi ikke kan være sammen!”

Dette taler til mig om, at det går an at være nidkær for læren i en sådan grad, at det inderlige kærlighedsforhold til Herren kølnes.  Dette er også, tror jeg, budskabet i Højsangens bog i det gamle testamente.

Altså:  Vor første kærlighed er ikke kærligheden til den rette lære (selvom denne ikke på nogen måde skal underkendes!), men gælder først som sidst vor Herre Jesus Kristus og vort personlige hjerteforhold til Ham!

--jn-

12.7.11

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)