”Han lægger sig rig, men for sidste gang!  Han slår øjnene op og er det ej mer!” Job.29:19

I søndags var Folkekirkens og mange frikirkers tekst Luk. 16:19-31 fra vel 2000 prædikestole.  Jeg skal derfor ikke gå de mange præster i bedene med en ny prædiken. Den gængse udlægning, at det ”kun” er en lignelse, holder den?   Var det ikke noget, der virkelig var sket?  ”Der var en rig mand…”  Var han der, eller var han der ikke?  Der står ikke, det var en lignelse, men virkeligt noget, som var.

Lignelse eller ej så var dens anledning bl.a. ”farisæerne, som var pengekære” (v.14) og ment som en vækkelsesprædiken med evighedens alvor, eftersom der altid kommer et alvorligt ”derefter” umiddelbart efter døden.  ”Det er menneskets lod at dø og derefter…”  (Hebr. 9:27).

Jeg læste engang, at den stenrige rejsekonge, Simon Spies,
bestemte, at der skulle prædikes over ”Den rige mand og Lazarus” ved hans begravelse.  Om det blev gjort, véd jeg ikke.  Hvorfor mon dette ønske?  Måske følte hans tomme sjæl trods alt en dyb fattigdom.

Jeg kendte en anden stenrig mand her i Næstved, en byggekonge.  Han sagde engang til en af mine venner, som mødte ham ved en af hans dyre biler:  ”Du skal ikke tro, at dette er lykken!”  Alligevel var rigdommens falske lykke og magt den herre, han tjente – og i mange år med succes.

Kong Valdemar Atterdag skal ifg. en af min barndoms skolebøger have sagt:  ”Vorherre må gerne beholde sit Himmerig, hvis jeg kan beholde mit Gurre (Slot)!”

Sådan har vel den moderne velfærdsdansker det.  Gud og evighed er ikke på dagsordenen, men derimod min ”villa, volvo og vovse” og så ellers spis, drik og vær glad!

Udvirkede søndagens tekst da vækkelse?  Jeg talte med en god, ældre præst.  Vækkerrøsten mangler i dag, var vi enige om.  Men den kan vi ikke studere os til.  Den må Helligånden virke.  I denne nød kan vi ikke gøre andet end i lønkammeret at bede:  ”Begynd denne vækkelse med mig, Herre!”

28.6.11 - jn