Jeg drak en kop kaffe efter en gudstjeneste med en pens. præst, der dog stadig er aktiv som vikar.  ”Du taler som en, der tror på det, du siger”, sagde jeg. Han havde en god Ånd.  ”Jeg mangler dog vækkerrøsten som i gamle dage.”  Han var enig, men måtte så ydmygt erkende, at den havde han ikke.

En af mine nære venner, en sognepræst, i øvrigt søn af en i sin tid kendt vækkelsespræst, var belæst udi vækkelseslitteraturen og interessant at samtale med, -   humoristisk, intelligent og en god menneskekender.  Men han gjorde sig af og til lidt lystig over min betoning af Jesu ord ”Du må fødes på ny!”  -  ej ondskabsfuldt el. sarkastisk, men alligevel.  Hvor ønskede jeg tit, vi var fundet sammen ikke blot intellektuelt, men også i alvoren omkring dette spørgsmål.  Han blev i stedet deprimeret og begik til sidst selvmord.

”Der er kommet en alvorstone ind i mit liv, som de unge ikke forstår”, sagde engang en tidl. norsk frihedskæmper i norsk TV.  Han havde set for meget til, at livet var mere end pjat.  -  Noget lignende her.  Jeg har i min egen slægt set så megen ”from” religiøsitet uden en ægte erfaring med  Kristus, at også jeg kender til vidnesbyrdets alvorstone.

”Jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser”, skriver apostlen   (2. Pet. 1:13,  3:1). ”Ved mine påmindelser”,  altså ikke ved nye påfund, men ved det, der allerede er kendt fra tidligere.  Hans ord gælder også dig og mig i dag, - på  helt personligt plan, thi ”fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham, og Han kundgør dem sin pagt.” (Salme 25:14).

Et sådant samfund er altid vækkende.

18.6.11

-jn-