Forside Poesi I den milde sommerregn
I den milde sommerregn Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 19. juni 2011 17:27

Melodi:  Min død er mig til gode…

En sommerregn så stille
på dagens vandretur,
dens væld af dråber milde
er just min helsekur!

Midsommeren mig byder
en rig mangfoldighed,
hvis gaver frit jeg nyder
i skaberværkets fred!

Og som med flid jeg traver,
jeg gode tanker får,
ja, også de er gaver,
som øges, mens jeg går!

Mig lærkesang forfører
i både sol og regn,
hinanden vi tilhører
med glædens fællestegn!

Hør, hanen opvakt galer
fra bondens hønsegård,
jeg tænker, at den praler
af sine stolte kår!

En landsby jeg passerer,
den ånder af idyl,
vil jeg mig rekreere,
den her mig gi´r asyl!

Mens som´rens regn inddrikkes
af landets tørre jord,
vansmægtende opkvikkes
min sjæl af livets ord!

18.6.11 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)