Forside Klummer ”I må fødes på ny!”
”I må fødes på ny!” Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 19. juni 2011 17:25

”I må fødes på ny!”

Sådan lød det bl.a. i ”dagens tekst”, som vi talte om ved  kaffebordet efter gudstjenesten.  Her satte sig også et ægtepar og en enlig herre.  ”Det hører vi aldrig om”, sagde en af dem.  Jeg lyttede til mennesker, som kunne fortælle om deres personlige omvendelse i deres ungdom.

Jeg supplerede lidt.  Billy Grahams navn blev  nævnt, og ham huskede de fra 50´erne.  Det gjorde jeg også som stor dreng.  Folk på vej hjem fra hans store møde i KB-hallen samtalede om, hvad det mon var, at ”blive født på ny”.

Jeg fortalte dem om Frau Lex, på hvis hotel i Hagen, jeg engang overnattede.  Hun fortalte mig, hvordan hun var blevet vakt og omvendt fra sin almenreligiøsitet ved at høre Billy forkynde i Dortmund det enkle budskab, som han har gjort det overalt i verden:  ”Du må fødes på ny!”  (Joh. 3:7)

Jeg spurgte en ung pige i Rumænien, hvordan hun var blevet en kristen?  ”Jeg plejede at gå trofast i kirke (den ortodokse), men så var der en, der fortalte mig, at jeg må fødes på ny.  Det havde jeg aldrig hørt om før”, sagde hun.  Det blev imidlertid hendes vendepunkt.  

Den nye fødsel er et åndeligt mirakel. Hvordan ytrer det sig?  I længslen efter at gøre Kristus åbent kendt. ”To know Him and make Him known”, siger de i USA, indenfor og udenfor murene, mand til mand.  Det blev på ny understreget for mig i dag, mens flaget med det kristne, korsprydede flag vajede smukt og manende udenfor den pompøse kirke.

-jn-

19.6.11

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)