Forside Klummer Kan sandheden gradbøjes?
Kan sandheden gradbøjes? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 16. juni 2011 03:48

 

… ingen løgn er af sandheden.  (1. Johs.br. 2:21)
 
Nej,  sandheden er absolut, aldrig relativ! Hvor absolut?  Så absolut som Han er, der er vejen, sandheden og livet ( i bestemt form).

Sandheden er patetisk, siger Kierkegaard, dvs. lidenskabeligt alvorlig. ”Religionen kan gradbøjes”, sagde en af mine medpatienter på hospitalet.  Han udtrykte, hvad de flestes liv udtrykker, nemlig et liv på livsløgnens præmisser og med dens lysegrønne håb uden forankring i evigheden, uden troens Klippe, Kristus, som reduceres til – og heri ligger just det lumske og besnærende! - den gradbøjede, relativistiske Kristus uden brod og bekvemt tilpasset tidsånden og folkereligiøsiteten, omskabt i dennes billede.

”Jeg er vejen, sandheden og livet” står der kunstfærdigt med guldbogstaver på diverse  altertavler.  Ordene forbliver kun smuk poesi, indtil sandhedens øjeblik indfanger det syndsbevidste menneske, og Kristus modtages angerfuldt ved tro. Sandhedens Ånd er ej gradbøjelig.  Den forarger dens fjender, men jo mere den gør det, jo fastere står den.

Om du har erfaret sandhedens øjeblik, véd du bedst selv.  Ingen nok så besnærende løgn vil hindre sandheden i at nå dig før eller siden, patetisk, dvs. med evighedens uafvendelige alvor.  Ved Jesu fødder er Hans frelsende sandhed din redning NU.

-jn-

15.6.11

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)