"Pinse er det, som sætter fut i kristendommen!”  sagde en søndagsskoledreng.  Grundtvig synger bl.a.:  ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed!”

Trosbekendelsens passus ”Vi tror på Helligånden” er troen på Åndens hjælp til den oprigtigt søgende, eftersom ”jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus” (Luthers katekismus).

Kristus  forkyndes altså  både i julen,  påsken og pinsen.  Bekendelsesskrifter, ritualer, orgelbrus,  altergang m.m. er nemlig i sig selv kun tør krudt uden Åndens gnist.   Jfr. salmedigteren Brorson: ”Af døbte vrimler by og land, men hvor er troens brand?” 
  
TV-programmet ”De omvendte” fokuserede for nylig på en ateist og en ganske ung kristen.  Sidstnævnte kunne ikke  videnskabeligt  forklare sin Kristus-tro.  ”Den er Helligåndens gerning”,  sagde han blot.  Uden denne selvoplevede pinse er al religiøs fromhed død. 

Men alternativet er ved omvendelse og tro at forholde sig hovedpersonen, den opstandne, nærværende Jesus Kristus. Her nytter videnskaben ikke, kun pinsens Helligånd.

-jn-
10.6.11